Louise Juhl

Da jeg var 19 år, ophørte jeg med at menstruere. Jeg var to måneder forinden startet på en slankekur, jeg fulgte en kostplan bestående af ylette med drys til morgen, grøn salat med tern af skinke til frokost og kogt kyllingbryst befriet for skind til aftensmad. Jeg lærte hurtigt at reducere, tænkte, at hvis lidt var godt måtte mindre være bedre, så jeg droppede drys og skinke og nøjedes med afkoget af kyllingeskroget. Løb to gange ti kilometer om dagen, spændte ankelsvægte om benene for at forbrænde mere undervejs, stod op i bussen. “Stilstand er fremskridtets værste fjende,” gentog jeg for mig selv. Efter to måneder forsvandt min menstruation, min læge var uforstående, min vægt var jo langt fra alarmerende, faktisk lå den stadig en smule over den anbefalede BMI. Han kaldte det stress og sendte mig hjem med besked om, ikke at tage alting så alvorligt – og slet ikke mig selv. Han blev bakket op af litteraturen, jeg slugte det råt, artikler, der forklarede spiseforstyrrelser som en “modebølge,” et overflodsfænomen. En opmærksomhedsvirus blandt priviligerede børn. “12-tals piger tager ikke på højskole, de får i stedet et enkeltværelse på afdeling for anoreksi med alt betalt.” Og jeg så på mig selv i spejlet, tænkte fy for helvede, lille linselus, klamme kyllingekælling, tag dig sammen.
Blød for helvede, æd, slug tvivlen, glem dig selv.
Jeg glemte desværre ikke noget som helst, og der gik 14 år før jeg fik min menstruation tilbage. Det var da jeg mødte Michael, det er ikke noget, jeg finder på, der gik præcis fjorten dage fra vi sad på Drudenfuss og lyttede til Anohni og enedes om at mødes igen og til, at jeg blødte. Jeg tror ikke på mirakler, men det gode ved mirakler er, at man ikke behøver at tro på dem, for at de sker.
Jeg har senere læst mig til, at kvinder i koncentrationslejre ikke på samme måde ophørte med at bløde, selvom de var stærkt afmagrede.
“Gerda Weissman, originally from Bielsko in Poland and 15 years old during her incarceration, later reflected that a key reason she wanted to survive was because she wanted to have children. She described it as ‘an obsession’.”
Sådan beskriver en tidligere kz-fange det i en artikel I History Today.
Da jeg mødte Michael oplevede jeg for første gang den samme lyst til ikke bare at overleve men at leve. Sætte spor. Jeg lykkedes ikke med at få et barn, øvbøv, men det er ikke det samme som, at mit blod var forgæves, slet ikke: At min krop tilgav mig fjorten års vanrøgt, er det vildeste bevis på, at alting kan komme tilbage.
Appetitten på livet. Kærligheden. Yay.

(lige om lidt er det forår og så er det sommer og så kan man plukke kirsebær og kantareller og sove på terrassen.)