Louise Juhl

Efter at min morfar døde, begyndte jeg at læse dødsannoncer, bemærkede mig fonte og skriftstørrelser, og hvor mange bogstaver der var i den afdødes navn. Jeg regnede på, om tværsummen stemte overens med fødsels- eller dødsdag. Den slags. Eller jeg gik på kirkegården og læste på stenene, et barn fik kun otte dage på jorden: ”Himlen er blevet en stjerne rigere.” På Mariannes sten var der indgraveret en kajak, på Evys en traktor med lad. 
På Toves stod der nederst ”Ring, når du er hjemme.”
Det kan måske lyde vulgært, at jeg sådan at snagede i andres død, men jeg håbede sådan, at nogen ville læse med, når jeg var død. Jeg har ikke selv børn, tæt på tyve års braklægning af min krop havde lagt den øde. Jeg gik eller til lægen og fik målt mine æg, de viste sig at være for små. Mine hormon-tal for skæve. Chancen for at opnå graviditet var under 8%, risikoen for spontan abort stærkt forøget. 
Alligevel stak jeg mig med nåle i årevis, målte min temperatur, spiste tabletter med ekstra jern og zink, mediterede, gik i varmtvandsbassin, lagde hænderne på mit underliv og bad til, at noget ville vokse – ud af mig selv, over. Men uanset hvor meget jeg gjorde og hvor tit, var min krop et dødfødt link, der var ingen vej ud, ingen vej videre væk fra mig selv, mine dårlige rim: Tabte handsker rimer på kejtet dansker. 

Jeg ved af samme grund ikke, om der er nogen til at rejse en sten for mig, når jeg dør, måske er det også lige meget, jeg er formentlig ligeglad med det hele, med himle og stjerner og tværsummen af bogstaver i mit navn.  

I mange år troede jeg på legenden om, at gamle elefanter søgte væk fra flokken for at dø. At de bevægede deres tunge kroppe henover savannen for at finde et skjul, et sted at gå bort, ud af øje ude af sind. Der var noget sært smuk ved den tanke, noget værdigt i på den måde at skåne sine fæller for sorgen ved at miste. Alligevel fyldte fortællingerne mig med rædsel, nogen gange lå jeg søvnløs og tænkte på at dø sådan, alene og uden at efterlade sig noget, et savn, ikke andet knogler og et gammel vedhæng fra en sølvkæde, et halvt hjerte. Senere fandt jeg ud af, at historien bare var noget, nogen havde fundet på, et dramatisk påhit i en Tarzanfilm. 
I virkeligheden dør elefanterne af sult. Udover to store stødtænder har dyret seks sæt kindtænder i over- og underkæbe, men kun ét sæt er funktionsdygtigt ad gangen. Når et sæt er slidt i bund, skubbes det ud af det bagvedliggende sæt, som overtager tyggefunktionen. Når det sidste sæt tænder er slidt ned, kan elefanten nikke længere bearbejde sin mad og dør af sult, som regel i 50 årsalderen. Elefanter er flokdyr, det gælder både i livet og i døden, og når et af de store dyr dør, bliver flokken gerne ved liget i flere dage, puffer med snablen, skubber med en af de tunge fødder, jeg ved ikke, om det er det samme, som det vi kalder sorg, men det giver mig et håb om, at selvom jeg aldrig lykkedes med at få et barn, så behøver jeg måske at være alene om at dø.