Louise Juhl

For nylig læste jeg, at tallet 4 i Japan anses for at bringe ulykke, ingen vil bo i et hus, der har nummer 4 og børn, der er mere end tre år men under 5 år gamle, kalder sig ældre-end-tre eller lige-straks-fem. Frygten for tallet menes at bunde i, at det udtales næsten som ordet død. 
Og hvem vil bo i dødens hus, hvem vil være død år gammel?

Jeg husker ikke ret meget fra da jeg var fire år, men min mor har fortalt, at jeg var godmodig, grænsende til godtroende, det vil sige: 
Hvis nogen bad mig om at hente deres vanter, så hentede jeg dem. Hvis jeg fik besked på at holde min mund, så holdt jeg den. Når naboens dreng slog mig i hovedet med en legetøjsskovl, lod jeg ham slå. Så længe, faktisk, at han til sidst fandt min manglende reaktion kedelig og gik. 
Jeg tror ikke, det var nogens skyld, jeg er aldrig blevet truet til tavshed derhjemme eller er blevet lært at udholde alt. Måske var det bare sådan, jeg var. Observerende. Afventende. Min mor kaldte mig af og til for sin lille astronaut, fordi min væren i verden mindede hende om moonwalking og knitrende forbindelser, beskeder sendt med lysårs forsinkelse. På samme måde bevægede jeg mig gennem verden. Med langsomme prøvende bevægelser. 
”Where is everybody?”

I børnehaveklassen kom jeg til at sidde ved siden af en dreng, der hed Kaspar. Han havde kridhvidt hår og bukser, der hang som sække omkring hans ben, så tynd var han. Faktisk så tynd, at han fik lov at leve af Nutella madder. Kl. 9.00 fik han to stykker knækbrød med Nutella og til frokost to skiver lyst brød med chokoladecreme. Klokken to, lige før han blev hentet, fik han en lille pakke i folie, og indeni pakken lå to mariekiks smurt med både smør og Nutella. Men Kaspar takkede næsten altid nej, jeg forstod ikke hvorfor.
Selv havde jeg altid den samme madpakke med: Fire halve skiver rugbrød. To med leverpostej, to med æg og karse og ved siden af det to ringe af rød peber. Jeg drømte om at blive tynd ligesom Kaspar, så jeg kunne få lov at spise Nutella dagen lang, men noget stod i vejen. Min far sagde, at det var mine gener, ”du har arvet familien Justesens brede bag.” Min mor sagde, ”du er fin, som du er” hun kaldte mig, min krop, for ”lige tilpas”. Jeg var ikke sikker på, hvad det betød, lige for hvem og tilpas for hvad? 

En dag var pladsen ved siden af min tom. Kaspar kom ikke i skole, det var vist nok noget derhjemme. At Kaspars far var meget ked af det. Så ked af det, at han ikke længere kunne passe på Kaspar, knap nok på sig selv. Så nu skulle Kaspar bo hos sine bedsteforældre på en gård langt væk. Det var tæt på vand og han ville få to hunde og et loft fyldt med hø. ”Det bliver så dejligt,” forklarede Mette, vores lærer, men det eneste jeg kunne tænke på var, om han så stadig ville få Nutella på alle sine madder. Men jeg spurgte ikke, for jeg vidste godt, at det ikke var det, det handlede om. Det handlede ikke om Nutella, men om Kaspar og om hans far og om at være ked af det, at man ikke kunne passe på andre og slet ikke på sig selv. 
Da Kaspar havde været væk en uge, fik vi nye pladser. Jeg kom til at sidde ved siden af Birgitte, hendes mor var frisør. Birgitte havde både extensions og lyse striber og fik klippet pandehår hver uge. Jeg drømte om det samme og spurgte om lov derhjemme, men igen fik jeg at vide, at jeg var fin, som jeg var. ”Lige tilpas”, sagde min mor og trak mig i min kommunefarvede fletninger.
Så tog jeg på biblioteket, slog ordet ’tilpas’ op: det kom af middelaldertysk, stod der, og betød ”tilstrækkelig, ok, acceptabel.” 
Af en eller anden grund ville jeg gerne noget andet end det, jeg ville hellere spise Nutella og have lyse striber end at være ok eller acceptabel. Men jeg sagde ikke noget, for jeg var jo heldig at have både en mor og en far, der kunne passe på mig og en frisør, der hed Åse, der havde løver af gips foran sin dør. Det var først, da jeg skulle konfirmeres, at jeg gjorde noget som helst udover det lige og tilpassede.
Jeg købte en flaske brintoverilte og dyppede mit hår i den kraftige væske. Jeg lod det sidde en halv time, og da jeg skyllede det ud havde mit hår næsten samme farve som en jordslået påskedug. En falmet ujævn orange. Min mor græd, det gjorde jeg også, så ringede vi til Åse og fik en tid, og hun lykkedes med at klippe de værste cigaretskodgule totter af og få håret farvet til en næsten jævn leverpostej.  

Jeg ved ikke, hvad der blev af Kaspar, men Birgittes mor fik dårlig ryg og blev omskolet til dagplejer. Jeg fik lavet permanentkrøller, det var ikke helt som jeg havde forventet, alt andet forblev det samme: det leverpostejsfarvede og det lige tilpasse. På min sidste skoledag drak jeg mig fuld i Marcanta helt alene på en motorvejsbro, det føltes som et oprør, en lille protest mod alt det lige. Det var sent og torsdag, bilerne på motorvejen ræsede forbi med det lange lys tændt, jeg tror ikke, der var nogen, der opdagede mig. Da jeg kom hjem, børstede jeg tænder og gik i seng. 

Næste morgen stod jeg op, tog på arbejde som bogopsætter på det lokale bibliotek og hjalp en ældre dame med at finde en strikkeopskrift på en poncho i et gammelt nummer af Hendes Verden. Efter ferien startede jeg på gymnasiet, matematisk-musisk linje, i den lange middagspause løb jeg hen til bageren på Holbølls Plads, købte et flute og fire små pakker Nutella, satte mig i parken og spiste. Jeg valgte musik på højniveau og lærte at undgå parallelle kvinter og oktaver i koralharmonisering, og at bruge ord som ”massesuggestion” og ”autorespons,” når jeg skrev stile.
Jeg lånte også fire tusinde kroner ud til en virkelig sød fyr på et diskotek, der kaldte mig sin ”frelsende engel,” kyssede min hånd og lovede at betale mig pengene tifold tilbage. Jeg så selvfølgelig hverken ham eller pengene igen og fortalte det heller aldrig til nogen.
Jeg skulle jo nødig virke dum.