Louise Juhl

Det bedste er, at selv det værste ender. Januar, februar og den lille lede pine, gnavende orm, gnattede tæge, evige tvivl. Det værste er, så længe det varer. Lægens halvbrille og præparaternes navne, der lyder af hostende halskræft og fjernede polypper. Jeg læser om nye balancer, Caspar Eric skriver: 
rimelig dumt at vælge at være digter/ men jeg tror også på linjebruddet/ på det trodsige håb og det smukke i faldet”
Det smukke fald, det håbløse håb.
I går skrev jeg en sætning og slettede den igen, noget forbliver bedst sådan. Usagt, henkogt, fermenteret. Schh. (Hver gang nogen tysser på mig, tænker jeg på den listige slange i Junglebogen, Kaa, de hypnotiske øjne) I dag har jeg planer om at skære brød i skiver, klippe karse, se angsten i øjnene. Tælle til ti, tyve, trække nitten fra sekshundrede og finde et facit på ingenting:
“Meine Damen und Herren, herzlich willkommen i Cirkus JedenTag: Her kannst du opleve hamstere på hjul, tandlose Teater und Todes träumen. Det ender som forventet mit ein trauriger Clown, men der er popcorn unterwegs und i morgen gibt es atter ein Tag.” 

PS: ❤️