Louise Juhl

Sproget er konkret. Jeg er et ord på tre bogstaver. Verden er nedrev stavet bagfra. Død er død, uanset hvordan man vender og drejer det. Sproget er et øje, et øre, en lyd. Sprog er en henvendelse, at håbe:
“det er verden, der er et elfenbenstårn;/ hvert digt en ansøgning om at få adgang.”
Der hvor jeg gik i børnehave havde grupperne navne efter dyr. Bambi og Evigglad, Baloo. Vores jakker hængte vi på knager, der var formet som den syvende plet på en mariehøne, en sort rundt greb. De fleste børn var døve, så vi talte ikke sammen, men tegnede med hænderne i luften:
A var en lukket hånd, B en åben. Et C var bare et C, det samme gjaldt L.
D var en løftet pegefinger.
Det gode ved tegnsprog er, at man er nødt til at gøre opmærksom, hvis det, man “siger” er sagt med ironi. Man må skære ansigt, blinke med et øje eller lægge hovedet på skrå og smile skævt. Det dur ikke med skjulte intentioner og subtile undertekster. Mobning bliver så tydeligt, når det står skrevet i luften.
Jeg husker ikke en eneste gang i børnehaven at være i tvivl om, hvad der blev sagt. Hvorfor eller hvordan. Om det var et spørgsmål eller en konstatering.
Jeg husker ikke, at der var nogen, der hviskede i krogene og hvis de gjorde, var der ingen, der kunne høre det.

Jeg har forsøgt at tage det sprog med mig videre. Ud i verden, ind i min skrift. At lade tingene tale deres eget tydelige sprog. Ja. Nej. Pels. Æble. Vanvid. Vold.
Det er nogle ord, der er svære. Okay. Nå. Virkelig.
Mens andre er åbne som en buttet barnehånd, der griber efter en rangle: At ae. Smage. Se.
Jeg ønsker at bruge sproget sådan. Til at åbne, gribe, række ud:
Mos. Hjerte. Sol.