Louise Juhl

Løgnen er en tømmerlus, et greb i blinde, en sandhed, der har givet op. Løgnen er en snigskytte, en partisan. En hurtig håndbevægelse: pist, væk, borte. 
En undersøgelse fra University of Virginia viser, at vi mennesker lyver mindst tre gange om dagen. Mænd lyver mest for at imponere, og kvinder mest for at undgå at såre. Men hvad vil det egentlig sige at lyve, hvad er en løgn og er den det samme for alle? 

Løgn er ikke det modsatte af sandhed. Det modsatte af sandhed er usandhed. Det modsatte af at lyve er ærlighed, oprigtighed. Man kan altså godt tale usandt men uden at lyve, hvis man ikke ved bedre eller handler i god tro. Det kan være svært at afgøre, for hvem ved, i hvilken tro et menneske handler, udover mennesket selv. Som jo muligvis lyver.
I filmen The Zone of Interest, der handler om lejrkommandanten Rudolf Höss og hans familie, der lever i en hvidkalket villa klos op og ned ad den flere meter høje mur, der omgav udryddelselejren Auschwitz. Familien passer haven, leger med hunden, børnene kører på ladcykel, sejler i kano. Alle ser de røgen fra skorstenen bag muren, de hører skrigene, skuddene. Alligevel opretholder de en fælles løgn om, at alt er godt, at de intet kender til hundredeogtusindevis af børn, der slås ihjel. En løgn, der frikender dem fra ethvert ansvar og lader dem leve i overbevisning om deres egen uskyldsrenhed, deres moralske habitus. Jeg ved ikke, hvad man kalder sådan en løgn. Om de selv troede på den?

Langt de fleste løgne er uskadelige. Vi finder på undskyldninger for, hvorfor vi ikke kan deltage i en sammenkomst eller lader som om vi ikke hører, det ringer på døren, når en flok spejdere vil sælge en lodseddel. 
Det er ufint, men accepteret af de fleste, og vi bruger omskrivninger, for ikke at se løgnen i øjnene, vi kalder det “nødvendige hensyn.” Kært barn har mange navne, løgnen har mindst tusinde, hvid løgn, grå løgn, undladelsesløgn, notorisk løgn. 
Nogle eksempler kunne være:
Den skærmende løgn, hvor vi mod bedre vidende forsikrer barnet om, at der aldrig vil ske det noget ondt og at mor og far ikke dør før om mange år. At julemanden findes, at mormor bor oppe i himlen, at de blå blink på ambulancen, der kørte naboen væk, var for sjov. Wiu, wiu.

Den nødvendige løgn, der får os til at hænge sammen, når alt går i stykker:
Det skal nok blive bedre. Tiden læger alle sår. Det man ikke dør af, bliver man stærkere af. 
Og gentager det så tit, at vi til sidst tror på det.

Fortrængningens løgn. 
Når en kvinde i et voldeligt parforhold for eksempel fastholder, at hendes mand slår af kærlighed. At hans afmagt “i virkeligheden” er et udtryk for, hvor højt han elsker hende. En løgn, vi fastholder, fordi alternativet synes værre. Nemlig at skulle erkende, at den mand, man elsker, er et røvhul.

Så er den hvide løgn, den, der har til formål at gyde olie på vandende, lette stemningen. Måske forsikrer vi en veninde om, at hendes nye frisurer klæder hende, selvom det modsatte er tilfældet. Eller vi takker for en vidunderlig aften, som vi har hadet fra første til sidste sekund. “Lad os gøre det snart igen”

Eller den syge løgn, Münchausen syndromet, hvor en patient ikke bare opfinder -men ligefrem med vilje- pådrager sig symptomer og lidelser, for at få opmærksomhed, omsorg. En dybt ulykkelig lidelse, som kun synes værre, når den foregår by proxy. det vil sige, at lidelsen påføres en pårørende, en bror, en mor, et barn. 

Og så er der de mest udbredt løgne, fordommene. Om de arbejdsløse (der ikke gider). De forgældede (der er uansvarlige). De tykke (der mangler rygrad). De ulykkelige (der er selvmedlidende). Udlændingene (der er kriminelle). De brystopererede (der er sygt forfængelige). De psykisk syge (Der er en belastning). 

Jeg lærte engang en pige at kende på en institution, hvor jeg arbejdede. Agnes, hed hun og havde nogle og tyve søskende. Det var i hvert fald det, hun sagde. Jeg forsøgte flere gange at give hende en kattelem, en vej ud af løgnen. 
Er det søskende, som i alle-jeg-oplever-som-min-familie, spurgte jeg? Er det all-inclusiv – din mors ungdomskæresters børn, din fars tidligere kones? det mærkelige er, at jo mere plads, jeg gav hende til at fortælle sandheden, des mere insisterende blev hun på at fastholde, at hun virkelig havde 25 fuldblods søskende. 
Og hvem ved. Måske var det sandt. Måske var jeg den fordomsfulde, den, der på forhånd dømte hendes forklaring – og forkert?

Det er næsten umuligt at være til uden at lyve. Hvis ikke bevidst, så ubevidst.
Hvad med vores følelser, for eksempel: Lyver de? 
Lyver fornuften, tallene, kalkulerne. Afhænger enhver afvejning, udregning, ligning ikke af, hvilke målestok vi bruger, hvad vi sammenligner med. 
Rundetårn med et skrig. Æbler med pærer. 
Livslængde, livskvalitet. Måske afhænger sundhed mindre af sund kost og motion og mere af evnen til at fortrænge, evnen til at tro sine egne løgne. 
Salig er de enfoldige. 

Og så er der alt det andet, alle de andre.
Er digte fulde af løgn? 
Er drømmene? 
Er du, er jeg?