Louise Juhl

Dette; dagene. 

For tiden skriver jeg om løgnen, den nødvendige løgn, den omsorgsfulde. Den nedrige og ødelæggende løgn.
Lige nu er jeg optaget af placebo, der betyder “jeg vil behage”. Placeboeffekt er den effekt, der opstår, når en patient modtager et virkningsløst præparat og alligevel oplever en bedring af sine symptomer. Jeg ved faktisk ikke, hvad ordet sigter til, om det er patienten eller behandleren, der vil behage, men der er evidens for, at effekten findes og at især smertepatienter har gavn af “løgn som medicin.” 

Jeg har selv været der. For fire år siden fortalte en af Aarhus universitetshospitals fremmeste læger indenfor reumatologi og smertebehandling mig, at han lige var vendt hjem efter en stor konference, hvor verdens førende eksperter indenfor gigt og smertebehandling havde delt deres seneste resultater. 
“Ja?” spurgte jeg forventningsfuldt (jeg har selv en uspecificeret bindevævslidelse, der afstedkommer gigtlignende smerter i led og muskler). “Ja,” svarede han, tog en vejrtrækning: “status er, at vi ikke aner, hvad vi skal stille op.” 
Alle forsøg med medikamenter, træningsprogrammer, afslapningsøvelser, alternative behandlingsmetoder havde været så godt som virkningsløse, i hvert fald over tid. I flere tilfælde opnåede patienterne gode øjeblikke (særligt med metoder, der inkluderede noget socialt: som træning og gruppeterapi), men ingen førte til varig smertelindring. 
Det er jo nedslående. Og for en behandler så godt som ubærligt, at skulle præsentere svært lidende patienter for den besked. 
Så når samme patienter efterfølgende kaster sig over keratin-kure, hormon-terapi, køber sig fattige i krystaller og udrensningsteer, ja så forstod han dem godt. For flere af dem var alene det at gøre noget, nok til, at de fik det kortvarigt bedre. “Og den tid, der går godt, kommer jo ikke dårligt tilbage,” sagde han, så så længe patienternes – i hans øjne virkningsløse – forsøg ikke havde skadelige virkninger, ja så stillede han sig ikke i vejen. 

Jeg ved ikke, hvad der virker og hvordan. Da jeg var allermest syg forsøgte jeg mig med så godt som alt. Jeg gik til irisanalyse og købte for fem tusinde kroner kinesiske urter, der gav mig kvalme og fik min i forvejen hævede fødder til at svulme op til dobbelt størrelse. Jeg besøgte en mand i en kælder i Højbjerg, der solgte Aroniasaft og lys med duft, han blev senere dømt for kvaksalveri, jeg husker ham bedst for hans dårlige musiksmag: der kørte altid sådan noget pseudomeditativt klingklangmusik fra en lille ghettoblaster i hjørnet. Jeg forsøgte mig med hypnose, men fik at vide, at jeg ikke havde evnen til at give slip. Jeg prøvede varme sten, kropshealing, maori-massage, psykoterapi, kognitiv terapi, gestaltterapi (“terapi” kommer fra den græske “therapeutikós”, som betyder “den, der bekymrer sig om en anden person”) Noget var til at lukke op og skide i, andet var rart og sjovt og dyrt, kun ganske lidt havde egentlig effekt. Men tiden gik så længe, jeg gjorde noget og uden det, var jeg sikkert død af sult. 
Jeg ved ikke om løgn kan virke som en medicin. Om tid og omsorg kan, hvad enten den nu kommer fra en virkningsløs tablet, en opmærksom terapi eller fra den tid, man under sig selv, de penge, man ofrer, det håb, man lader vokse. Men jeg synes, det er værd at tænke over.