Louise Juhl

Nogle påstår, at de bliver gråhårede på en nat, andre at deres liv forandrede sig på et splitsekund. Selv fik jeg krøller den dag, jeg første gang mødte Mumrik, min hund. Han var 5 1/2 uge gammel og faldt i søvn med hovedet begravet under min hage. Jeg tror, det var hormonelt, i fem år havde jeg forgæves forsøgt at blive gravid og den lille hvalp vakte vel samme omsorg som en spæd. Jeg græd hele vejen hjem af lettelse, endelig havde jeg fundet, hvad jeg havde søgt så længe. Jeg købte bideringe, hvalpefoder, drikkeskål, hundetegn, sele, transportkasse, refleksbånd. Indrettede et særligt hjørne i stuen. Og et i køkkenet, også – og karnappen. Jeg gik på biblioteket og læste bøger om hundens pelspleje, negleklipning, behovet for omega3 fedtsyrer, sporstimulation, søvn. Jeg tog i Maxi Zoo og Dyrenes Verden, fik lov at klappe en rottweiler, en engelsk setter, en italiensk trøffelhund. 
Jeg måtte vente 23 dage på at hente ham. 552 timer. 33.120 minutter. Jeg fik udslæt undervejs. På ryggen, det var stress, mente lægen. Og så var det det med håret. At det gik fra glat til krøllet, altså jeg vågnede bare en morgen, og så var det sket. Jeg hentede ham den 28. august. Sad på gulvet hos familien og så på, mens børnene tog afsked. Jeg var panisk angst for at de skulle fortryde. At de alligevel ikke kunne give slip. På de krøllede ører. De lysende blå øjne. Det bedende blik: Elsk mig. Men de fortrød ikke, og jeg sad med ham hele vejen hjem, sov med ham om natten, stod op klokken halv fem og redte hans pels med en børste ude i gården. Jeg så på, når han spiste, drak, tyggede i et tøjdyr. Jeg aede ham så længe og så inderligt, at jeg var bange for, at hans pels skulle tage skade. Jeg sang for ham. Læste højt. Pegede verden ud: En ko, en and. Sol. Græs. Gran. Når han sov, ventede jeg kun på, at han skulle vågne. Når han løb, løb jeg efter ham. Jeg købte en bil, så vi kunne gå ture i skove, der lå for langt væk til, at vi kunne nå derhen til fods. Jeg kørte hundrede kilometer, så han kunne lege med andre hvalpe på en indhegnet mark. Jeg tog flere kilo på, jeg er sikker på, at det var mit hjerte, der voksede. Alt det, den nu skulle rumme, al den kærlighed.
Jeg har tørret bræk op. Brækket en håndrodsknogle og fået opereret en 11 cm lang stålplade ind i min krop som følge af et fald. (Hunden fik færten af en pose flæskesvær og trak så hårdt og pludseligt, at jeg slog en baglæns kolbøtte og vred håndleddet 180 grader rundt). Jeg har brugt 27.000 kroner på forsikring, godt og vel 100.000 kroner på foder (gosh), 15.000 på dyrlægeudgifter. Læg dertil alt det løse: tilbehør, feriepasning. Nu er han blevet diagnosticeret med epilepsi, det koster 600 kroner i medicin hver tredje uge. Cirka 10.000 kroner om året. Jeg fortryder ikke noget som helst, ikke en eneste krone, en eneste kolbøtte, ikke en eneste krølle. Jeg siger det ikke fordi – men bare.
Kærlighed er verdens bedste idé