Louise Juhl

Jeg har aldrig fortalt min mand om historien, men jeg tænker at det kommer til at ske. En sen snevejrsdag i starten af april, måske, en søndag, vi stadig ligger i sengen, han blottet og nøgen, tilfreds, jeg dækket af dynen, skuttende mig af kulde. Brr.
Ikke langt fra sådan starter en novelle af Fiona McFarlane i denne uges udgave af New Yorker, The Hostel heder den. Og hun fortsætter med at fortælle den historie, hun vel at mærke aldrig har fortalt sin mand, men nu betror os. Læserne.
Den handler om Roy (kort for Royal) og hans kone Mandy, der i virkeligheden hedder noget andet, – men det er lige meget, tilføjer forfatteren, og afslører aldrig, hvorfor hun så ikke bruger kvindens rigtige navn.
Ægteparret, der venter barn, er ude at gå og hører undervejs højlydt gråd fra et parkområde foran et hostel. De går nærmere og finder en lettere forslået kvinde, der har afskrabninger i huden efter at have kravlet over et hegn.
Lang historie kort: Kvinden, hvis navn de ikke helt får fat på, men som er noget med S, følger med dem hjem, hun overnatter på en drømmeseng i stuen, næste morgen er hun væk. Roy og Mandy får aldrig at vide, hvorfor hun forlod dem uden et ordentligt farvel, heller ikke hendes navn, men nogle måneder senere læser de om to unge mennesker, der er blevet dræbt i en nationalpark. Kvindens navn begynder med S, mandens svarer til det navn, S har fortalt hendes kæreste hedder. De to unge mennesker er blevet ofre for en rovmorders tilsyneladende tilfældige forbrydelse.
Senere mødes fortælleren og Roy på gaden i Sydney. Han og Mandy er i mellemtiden blevet skilt, han ser godt ud, lidt ældre naturligvis. De to taler kort sammen, det lyder sådan her:

“He suggested a drink, and I liked the idea and was going to say yes. I wanted to ask him about the divorce, hoping he might say, “I wouldn’t describe myself as having enjoyed it.” I wanted to hear the story of S one more time, as told by Roy. It felt as though this might be my last chance to get close to the largeness of life, its terror and mystery, while remaining perfectly safe.
And I wanted to ask if he’d ever thought about me as I lay in the fold-out bed.
I already knew that he’d thought about me, and I also knew that, if I did go for a drink with him, we would find ourselves in a bed together sooner or later. But as he stood with me in the street, his hand on my elbow, suggesting this drink, I was reminded of a member of the Royal Family showing concern for patients on a hospital visit. It hurt just to look at him.”

Der er så meget information i det stykke tekst. Alt er hypotetisk, “I liked the idea and was going to say yes”. Going to. Hun siger altså ikke ja, alt hvad hun herefter fortæller er fri fantasi. Alt hvad hun vil spørge ham om, hans tilnærmelser, finder alene sted i hendes tanker. I virkeligheden bliver de stående på gaden og taler høfligt sammen, Roy griber omsorgsfuldt om fortællerens albue “som et medlem af den kongelige familie, der under et hospitalsbesøg giver udtryk for medfølelse med en patient.”
Simpelthen et mageløst billede, ikke mindst fordi Roy er kort for Royal. Alfaderligheden, distancen i den allegori – det er så godt gjort, så godt fortalt.

Men væsentligst er det, at hele novellen er bygget om en HVIS-SÅ skabelon. Intet af det fortalte er egentlig fundet sted, fortælleren har IKKE fortalt hendes mand historien, de har IKKE ligget en snevejrsdag under dynen og betroet sig til hinanden. Alligevel får vi hele historien, som den kunne have været. Hvis.
Det handler vel om fiktionen som mulighedsrum, som et sted, vi kan afprøve forskellige virkeligheder, udforske vores drømme, fordomme og fantasier. Hvis, så.
Det er et vigtigt rum.

(Illustration Owen Gent)