Louise Juhl

Jeg tror, det er dét, jeg falder for. At han vil være en god far for mine børn. Vores. Dét og så de brune fløjlsbukser, skoene i italiensk læder. Det rolige blik, der fortæller mig, at vi har al tid i verden. 

Vi mødes på Cafe Drudenfuss, han byder mig på øl. De spiller Anthony and the Johnsons på anlægget, jeg er klædt i grønt. Armygrønne bukser, forårsgrøn skjorte, en kæde med et turkis vedhæng. 

Vi har kun kendt hinanden i seksten dage, da han og hans far tager væk i ni. 
En forsinket fødselsdagsgave, en far-og-søn-tur til Norge.
De binder fluer og fanger fisk, spiller kort.
– Vi har det pragtfuldt, skriver han i en sms, naturen heromkring er heartbreaking!
Selv sidder jeg i min etværelses lejlighed med udsigt til en parkeringsplads og lyset fra et Rema 1000-skilt og føler mig som en fisk, der er bidt på en krog uden line.

To dage før han vender hjem igen, får jeg min menstruation. Det er første gang i fjorten år. Alt for længe har jeg afskyet min krop, misrøgtet, misbrugt og skamredet den. Nu er det som om, den tilgiver den mig, eller måske er det kærligheden, der gør det, deri tilgivelsen ligger. I den andens blik, en kærlighed så stærk, at den gør det ud for to. 
Jeg sidder med det blodige toiletpapir imellem mine hænder og græder. Af glæde. Øjner et vi. Et os. 
En familie.

Der går et år, måske endda mere, før jeg spørger. Om han nogensinde har overvejet at få børn?
Til min store skuffelse svarer han, at tanken måske nok har strejfet ham, men ikke mere end det. Omstændighederne har heller aldrig rigtig været til det. Studier, en skilsmisse, opstart af eget firma. 
Jo, han vil da gerne sætte aftryk i verden, gøre en forskel, men der er jo andre måder at gøre den slags på. 
– Faktisk, mener han, – får alt for mange børn af alle de forkerte grunde. 

Jeg rykker ind i hans lejlighed i Saltholmsgade og køber et sammenklappeligt tøjstativ med to sidefløje, så der er plads til både hans og mine skjorter. Et hverdagsligt triptykon midt i stuen. 
Kun tre måneder senere flytter jeg ud igen. Det er som om, der ikke er plads nok. Som om vi har alt for mange følelser på alt for få kvadratmeter. Som om, at vi må trække vejret på skift, hvis ikke vi skal løbe tør for ilt.

Jeg tager tilbage til min lejlighed, krøller mig sammen på min sovesofa og tænder for TV’et. 
Ligger sådan i halvanden uge uden at slukke for fjernsynet, ind imellem rejser jeg mig og drikker et glas vand, mens jeg holder mig for næsen. Jeg har læst et sted, at det skulle kunne kurere hikke, måske gælder det samme ulykkelig kærlighed. At det hjælper at holde sig for næsen. Det hjælper nu hverken på hikken eller mit savn. 
Jeg ser enogtyve afsnit af en serie uden at huske noget som helst derfra og får sår af at pudse min næse uafbrudt. På tredjedagen ringer jeg til min gudmor, der kalder mig et fjols. 
– Det dejligste fjols i verden, tilføjer hun, – men stadig et fjols. 
Efter en uge giver jeg op og skriver et kort til ham. Noget i retning af, at der er et hul i mit hjerte, der præcis svarer til omridset af hans krop.

Så går jeg ud og kaster op: ostepops, hytteost og ovnkartofler. Børster mine tænder og finder en postkasse at smide brevet i. Går tilbage til min sovesofa. 
På MTV viser de en video med Bronski Beat. Smalltown boy. 
To your soul
To your soul
Cry
Cry
Cry
You leave in the morning with everything you own in a little black case
Alone on a platform, the wind and the rain on a sad and lonely face
Run away, turn away, run away, turn away, run away. 
Run away, turn away, run away, turn away, run away 
Den aften spiser jeg dybfrosne kartoffelstave direkte fra posen, jeg orker simpelthen ikke at tænde for ovnen. Fire dage efter får jeg en besked på min telefon. Den er fra ham: 
– Står der, hvad jeg tror, der står i det brev?
Jeg svarer ja. 

Dagen efter opsiger vi min lejlighed. Der er ingen grund til at risikere flere frosne kartoffelstave, griner han. Desuden kan vi spare husleje og dermed med tiden få råd til noget større. Mere plads til os og alle vores følelser.
*
Jeg drømmer stadig om barnet, skriver om hende, som om hun var virkelig:

Barbara har buttede ben, der falder i bløde etager. 
Hun ligger på ryggen på tæppet, stikker begge ben i vejret, kigger og ler ad ingenting. Hun stikker sin tunge frem mellem læberne, og der danner sig en sø af skummet savl i den ene side af mundvigen. Hun løfter armene op, som om hun prøver at fange noget, måske er det lyset fra de skrå vinduer i loftet, men hun lader dem hurtigt falde ned igen med uforrettet sag. 
Tungen; langsomt ind og ud. Skum.
Det er torsdag, lyset danner grå skygger på væggen, dansende, det hele hænger sammen. De bløde barnelår, tungespyttet, de fremstrakte arme. Dansen med det grå. 
Hun ligner en engel. Barbara ligner en lille tyk engel, som hun ligger dér, på det langhårede lammeskind, og rækker tunge uden at vide, at det er det, hun gør.

Jeg lægger mine læber mod hendes lår, puster. En lyd, som når man blæser bobler i vand. Barbara ler, jeg puster igen, mere vil have mere. Barnets latter, nu med større begejstring. Pust, latter, pust, latter. Gentagelse, kærligheden i loop. 
– Prutengel, griner jeg, – Barbara er en prutengel.
Hun forsøger selv. Puster, tungen falder med ud, der løber savl ned ad hendes hage. Hun smiler, puster, stadig forgæves. Kun savl.
– Prutengel, gentager jeg.

Men det er bare ord. Et hold-kæft-bolsje i min tomme mund. En elendig erstatning for mine længsler.
Udenfor hænger solen og kugler sig rund, den ligner en lysende og frugtbar mave
*
Senere kommer indsprøjtningerne, den skemalagt intimitet, følelsen af at bebo en andens krop. Hævede ben, udslæt, koldt stål: 
“Vi ser helst, at der afregnes fra gang til gang.” 
Kinesiske urter, akupunktur, visualiseringsteknik. 
Hospitalshenvisning, nedslående prognoser: 8% – i bedste fald. 

Vi dyrker sex på særligt gunstige tidspunkter, tjekker temperaturer og følger en printet graf.
På de gode dage forsøger vi at tilsætte lidt ømhed: Han kysser mine bryster, holder mit ansigt, siger ”elskede” som om det er dét, jeg er, dét, vi gør. Elsker. Sandheden er, at vi dyrker sex. 
Bagefter ligger jeg med løftede ben, og lader sæden sive ned og ind, mens han googler priser på vinkøleskabe, store og små modeller. 
– Det må ikke støje for meget, forklarer han, måske og fortæller om decibel. Tallet skal helst ligge under 40. Jeg er lige ved at skrige ad ham, at han kan stikke sit forpulede køleskab op i røven. At det jo for helvede gælder et barn, det hér. Det handler om liv! 
Men jeg nøjes med at nikke, give ham ret.
– Ikke for meget støj nej, svarer jeg og lægger mig med ryggen til.
Han ender med at bestille et køleskab fra Tyskland med plads til 48 flasker og energimærke A+.

Det bliver dag nummer enoghalvfjerds siden henvisningen, endelig bliver det vores tur. Det er klinikejeren selv, der tager imod os. Han taler og taler: 
–Jamen kom indenfor, jeg kan starte med at sige, at jeg hedder Jørn og egentlig startede min karriere et helt andet sted. 
Han trækker vejr ind, som om han skal til at fortsætte, men jeg stikker min hånd frem, siger mit navn. Orker ikke fyldsnak og smørelse, men går direkte til sagen:  
– Jeg vil gerne have et barn, siger jeg. – Jeg vil gerne være mere end bare mig selv. Nogens mor.
Jørn drejer sig en smule i stolen. Læner sig frem og folder hænderne på det store egetræsbord foran sig
– Nu kan en familie jo være mange ting, siger han, og viser mig papirerne med resultatet af prøverne. 
Niveauet af anti-müllersk hormon er nedslående lavt. 
– Hvor der er vilje, er der vej, smiler han opmuntrende og klapper mig på skulderen, da jeg forlader konsultationen.

Hvor der er vilje er der nej?
*
Om natten drømmer jeg igen om barnet. Jeg synger og giver dets fingre navne, startende bagfra. Lillefinger, ringfinger, langfinger:

– Pegefinger, pegefinger, hvor er du? 
Barnet, en lille pige med kraftige øjenbryn og store kinder, ler og hopper begejstret. Peger på sig selv:
– Her er jeg, her er jeg, goddag, goddag, goddag.
Hun vinker med hele hånden. 
Jeg ler og vågner ved lyden af min egen latter, der blive kastet rundt imellem soveværelsets vægge: 

ha               

ha
   ha  ha     ha

ha?

Som en fjerbold i et vægtløst rum.
*
På klinikken har de Kleenex og tilbud om psykologhjælp. 
De har også et særligt rum til dem, der ikke dur. Dem, der ikke lykkes, de, der ikke kan. 

En sygeplejerske forsikrer mig om, at intet er forgæves. Ingen er.
– Alle bidrager med noget, også du, smiler hun og præsenterer sig. 
Hun hedder Karina, navnet stammer egentlig fra det græske Katharina, der betyder Ren.
Jeg mumler: – Pis mig i øret.
*
Tiden tæller ned, dagene går. De fleste er tætte af fugt og flyvemyrer; jeg hælder frysetørret kaffe i kruset, fire spiseskeer, den bliver tyk og grødet, og jeg ender med at måtte tvinge den gennem halsen. Jeg kan ikke finde ud ad hvilken vej, det går. Hverken med kaffen eller tungheden i kroppen. Med hormonniveauet og kærligheden, om det går overhovedet?
De siger, jeg skal skrive. Om følelsen af at holde vejrtrækket tilbage, ånde portionsvist og i smug. Som en ryger, der for længst er holdt op, og så alligevel: Bare et enkelt hiv, lindrende og lunefuldt. En enkelt vejrtræk, en enkelt dag mere.
De siger også, at jeg er nødt til at komme ud med det, af med det. Alt det, jeg græder over: mit jeg-fængsel, dødvægten af min krop. Alle forestillingerne. Om et liv. Fantomveer og falsk fostervand. 
Selv vil jeg hellere skrive om den navlestreng, der hver nat og hver morgen snor sig om min hals. Om fortvivlelsens fremstående øjne, vreden, fingeren i halsen, opkastet. 
Den gemte, aldrig glemte, gule galde. 
Jeg borer mine negle ned i huden på min arm, planter små tusindfryd i det betændte sår. Forsøger at få noget smukt til at vokse af det ækle, som et barn der vrister sig fri af et blodigt moderskød. Det må være sådan, det hænger sammen, sår og tusindfryd, fedt og menneskehænder. Mor og barn, vat og passer. 

Som barn havde jeg en ønskesten i min lomme, en helt hvid og glat sten. Hver dag talte jeg med den: 
– Hej lille sten, går det godt lille sten, er dit hjerte glad? 
Jeg fortalte den om, hvad jeg lavede i løbet af dagen: Spiste havregryn med mælk og sang i kanon men kun med mig selv. Skrællede en appelsin, fik pletter på min trøje og vendte den om, så jeg gik med vrangen udad. Jeg fortalte den om min frygt: For alt det, der kunne ske. At der skulle gå ild i min mors hår, koldbrand i min dukkes ben. At kaninen ville gro hugtænder, eller at jeg blive suget ind under en traktors dæk og mast så flad, at ingen kunne kende mig, når politiet viste mig frem. ”Nej, hende kender vi ikke”
Tænk at dø sådan. Helt flad og alene. 

Intet menneske er en ø, er der vist nok en eller anden, der engang har skrevet. Man kunne også sige: Alle mennesker er en ø, men der er samtidig også noget andet, noget mere. 
Et ophav, en nedkomst. 
En trædesten i det store Vi-hav. Os-eanet.
Bare ikke mig. Jeg er alene på min ø.
Mælkeløs. Modertom.

En vi-desertør. 
Et snydeæg. Et dødt link.
*
Mange år senere er jeg alene hjemme. Jeg ser fjernsyn, noget om fertilitetsbehandling, tabte graviditeter og barnløshed. En kvinde fortæller, hvordan hun i ti år forgæves har forsøgt at blive mor. Stukket sig med nåle morgen og aften, spist folinsyretabletter og fiskeoliekapsler, dyrket sex på særligt gunstige tidspunkter. Senere ægudtagning, ægopsætning, graviditetsstimulerende hormoner. Hun fortæller også, hvordan hendes mave vokser i dagene efter indsprøjtningerne, fordi hormoner får kroppen til at tro, at den bærer et barn, en fremtid. Og så: skuffelsen, når testen igen viser én streg, et håb forvandlet til håbløshed, endnu en dødfødt drøm.

Jeg mærker stadig savnet, hver gang jeg ser og læser om den slags. Om den tunge længsel efter at blive mere og andet end bare sig selv. Det er som om, jeg altid bærer rundt på en kæmpe klump af ubrugt kærlighed, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. To tommer hænder, der aer i blinde, kaster omsorg i grams. Fodrer ænder og vilde katte. Skriger med mågerne. 
Det er ikke fordi, det er synd for mig. Jeg har det godt, jeg har en mand, jeg holder af, en hund, jeg elsker, et lille madamblå-farvet hus tæt ved en sø. Jeg har al mulig grund til at være lykkelig, og det er jeg vel også, men det er ikke det samme, som at jeg ikke savner det barn, jeg ikke lykkedes med at få. 
Hver eneste dag skammer jeg mig over kun at efterlade mine egne fedtede fodspor her i verden. Finder på navne, selvom jeg ved bedre. Barbara og Johanne, Sebastian og No. Jeg fortæller men for ingen. Om kantarellens orange og mossets grønne. Se: Et lille bål, peger jeg, en lysende planet skudt op fra under mosset. 
Så stryger jeg hunden over ryggen, begraver mit ansigt i dens pels. Hvisker: lille skat.  
*
Savnet er et åg, men hvis ikke det fandtes, ville jeg svæve på må og få som en astronaut uden sit rumskib.
*
Googler man ordet “Moder” kan man læse, at ordet har flere betydninger:
Moder kan betyde:
En kvindelige forælder
En person i Rigs vandring
En flod i Frankrig
Af afledte ord og betydninger nævnes
Moder Teresa 
Moderkage 
Modersmål 

Jeg er ingen moder, ingens mor. Jeg er en cirkel uden et centrum, en flod uden vand, en nonne uden kald.
Jeg så en gang en udsendelse hvor en dyrlæge blev tilkaldt til en kompliceret fødsel. En kalv vendte forkert, lægen kæmpede i tæt på en time, koens brølede undervejs, en nærmest underjordisk gurglen, som lige før et jordskælv. Kalven overlevede ikke, da den endelig slap moderdyrets skød faldt den blå og livløs på staldgulvet. Jeg kan stadig se moderdyret for mig. Hvordan hun slikkede sit afkom, vandrede hvileløst omkring den døde unge, som om hendes omsorg kunne vække den til live. Jeg græd som pisket, krøllede mig sammen på sofaen og faldt i en drømmeløs søvn.

20 procent af alle graviditeter ender med et tab. En femtedel. Det er jo helt vildt. Alligevel har der været forsket meget lidt i årsagerne til de mange tab. de fleste har affejet problemet. Det er kroppens måde at skille sig af med et ulevedygtigt foster, har det lydt. Naturens gang. Det samme kan man vel sige om hjerteproblemer, kræftsvulster. At de er naturens gang, kroppens måde at begrænse befolkningsantallet på? 
Men det gør man ikke, tværtimod skyder man millioner, ja milliarder af kroner i at forebygge og forske så nye kræfttilfælde kan undgås, hjerteproblemer imødegås. Der laves rygestopkampagner, husstandsomdelte brochurer om hjertevenlig mad, indsamlinger på TV. Men de tabte graviditeter, de slukkede drømme, kvindernes sorg, den forskes der ikke i. Den er et reduceret til et “vilkår”, en sorg der nu engang følger med det at være menneske.
Jeg siger ikke, der ligger ond vilje bag, men jeg siger, at det er en oprørende prioritering, en strukturel ulighed, et problem.

For tiden læser jeg bøger om andre som mig, folk, der kæmper for at blive med barn. Men modsat min historie, ender de allesammen lykkeligt. Med buttede ben og arme der strækker sig mod himlen, se: Lys, luft, lærker. Jordbærhuer og frugt skåret i både. Moder Jord. Ophav, udspring, hjemsted. 
En enkelt undtagelse er Emilie Pine, der i sin essaysamling “Noter til mig selv” skriver:
“Jeg [sørger] stadig over tabet af mit liv som mor. Den sandhed, som jeg HAR accepteret er. Jeg kan prøve at få et barn og hver måned mislykkes med deltog blive ulykkelig. Eller jeg kan lade være med at prøve at få et barn og dermed ikke føle, at jeg mislykkes hver måned. Antallet af børn jeg har fået forbliver det samme, et stort fedt nul. [..] Jeg vælger at være lykkelig. denne lykke er ikke perfekt eller smertefri. Den har sorg i sig. Og netop derfor er den stærkere.”
Jeg sørger, ligesom Pine. Og er lykkelig. Sådan er livet så simpelt og samtidig så uendelig komplekst.