Louise Juhl

For nylig så jeg en (god) kollega skrive, at en forfatter aldrig må tænke på sin læser, når denne skriver. 
Jeg tænker altid på min læser. Hver dag, hver time, hele tiden henvender jeg mig til verden. Til fuglene, mosset, en ven fra forlængst. Kære kære. Kh. Uden denne Anden, dette “noget” udenfor mig selv, ville skriften ikke give mening for mig. Jeg ved ikke, om jeg så er forkert, om det, jeg skriver er mindre værd, end den tekst, der står på siden som et artefakt i en montre på et museum. Måske.
Når jeg læser Ocean Vuongs “Vi er kortvarigt smukke her på jorden”, der er formuleret som et brev til forfatterens mor, startende med henvendelsens håbefuldt foldede hænder: Kære mor, ja så læser jeg med en anden intimitet, med følelsen af at mine øjne og ører er nødvendige, at vi så at sige skaber teksten i fællesskab. Når Julie Sten-Knudsen i sit essay “Åbent brev” stiler det skrevne til en tidligere terapeut, Kære P, så oplever jeg, modsat min kollega, det ikke som et knæfald, men som et genmæle, en opsang.
Mayse Aymo-Boot har skrevet en helt bog med spørgsmål: “Hvorfor er ordet håb så svært at få op ad halsen? Er gartnere mere lykkelige? Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?” Spørgsmålstegnene retter sig mod læseren, de kalder på et svar, eller måske på lige så urimelige spørgsmål den anden vej:
Skulle du spørge fra nogen? Definér lykkelig?
Jeg synes teksten her lever i kraft af sin åbenhed, siderne lyser som farverige frugtboder på et asiatisk marked, jeg får lyst til at sætte tænderne i de langt-ude-lokkende henvendelser:
“Er shampoo et ord fra Hawaii?”
Jeg vil sige: Uden henvendelsen ingen tekst. Uden et øre, et øje, en mund at tale til, tale med, risikerer litteraturen i min optik at ende som et selvophøjet projekt, en docerende finger fra det høje. En alfader- eller almoderlig latinsk prædiken: “hoc est verum”.

Jeg skriver for at nærme mig verden, foråret og den lille kat på vejen. Mine tekster kalder. På nogen, på noget, et du, et vi, et os.
De spørger:
Er stærenes Sort sol dyrenes svar på X-faktor?
Er verden en mur og teksten en port?
Kh