Jeg stifter et nyt parti
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg har stiftet et nyt parti, og allerede i morgen fremlægger vi følgende forslag:
1. Barndommen forkortes. Utallige undersøgelser har vist, at langt de fleste traumer grundlægges i menneskets første leveår. For at reducere risikoen skæres antallet af år, man regnes for barn, ned fra 12 til 7 og de første tre år slås sammen til ét.
2. Fremover vil kulturstøttemidler fordeles live og via et X-factor-studie, hvor deltagerne – musikere, billedkunstnere, skuespillere, forfattere og fodboldstjerner – kan præsentere deres bedste tips og tricks for åben skærm. Der vil være røgmaskiner og stroboskoplys til rådighed. Vi fraråder indslag på over to minutter.
3. Naturen ændrer navn til Ta’turen: en ta-selv.buffet, hvor man kan tage, hvad man lyster og ellers lade resten ligge til de kommende generationer. Nattergalesang, Bonsaitræer, dinosaurpark, her vil i bedste Disneystil være alt, hvad hjertet begærer. Ta’turen er garanteret fri for myg, ørentviste og lignenede ucharmerende kravl.
Et areal på omtrent tusinde kvadratkilometer omkring parken vil blive henlagt til parkeringspladser, så ingen skal besvære sig for at finde plads til deres køretøjer.
4. Ugerne vil fremover bestå af ni- imod de nuværende syv dage. Dette for at skære ned på den procentvise forekomst af de så forhadte mandage, der fremover kun vil udgøre 11 mod hidtil 14 procent af et menneskes tilværelse.
Bogstavet på stemmesedlen bliver X, det vil sige, at alle stemmer afgivet med dette tegn vil tilfalde partiet.