Louise Juhl

Lad det være sagt med det samme: Det er et privilegie at blive anmeldt. At nogen tager sig tiden at læse den bog, man har skrevet, og tilmed videregive sin oplevelse af læsningen. Det er al ære og respekt værd!
Der er aldrig én rigtig læsning af en bog. Jeg har en del år undervist i kreativ skrivning, og har i den forbindelse ofte brugt Judit Hermanns novelle “Digte” som oplæg til diskussion. Novellen handler om en datter, der besøger sin far i hans lejlighed. Hun er mildest talt forbeholden, hendes far er psykisk syg, hans lejlighed er et rod af ting og sager, hans humør uforudsigeligt. Hun køber en abrikostærte og tager med, og sådan tilbringer de et par timer sammen, mens læseren langsomt får lukket op til tiden før besøget. Farens sygdom, datterens afsavn. Det er en stærk novelle, meget rørende men samtidig nøgtern.
Hver gang jeg diskuterer, hvad novellen handler om, hvad der sker, er der forskellige bud. Nogen mener, den handler om farens svigt, andre at den handler om den fraværende mor, der kun er nævnt i en bisætning. Atter andre læser den som en datters forsøg på at forsone sig med en barndom, der ikke blev, som hun kunne have håbet, men uden at rette anklager.
Det er altså vidt forskelligt, hvad vi uddrager af en tekst, og med mindre man citerer teksten ukorrekt eller alt for frit fabulerer over sammenhænge, der ikke står skrevet, ja så kan de alle være sande. Oplevelsen er i hvert fald altid sand.
Men – og det understreger jeg altid som det første: Med mindre der står selvbiografi på forsiden af bogen, så kan man ikke sætte lighedstegn mellem forfatterens Jeg og bogens fortæller. Jeg er i litterær forstand et ord på tre bogstaver, det er en instans i bogen på linje med du, det, han, moren, hunden. Hvis der i bogen optræder et uddrag af en dagbod, er det altså ikke noget forfatteren har skrevet, men noget bogens Jeg skriver. Et journalnotat er ikke hentet fra forfatterens annaler, men er, hvis bogen bærer genrebetegnelsen en roman, et fiktivt stykke tekst på linje med et stykke dialog eller beskrivelsen af en buket på bordet. Forfatteren kan altså bestemme, hvordan den buket skal se ud. Om det skal være en grøftekantsbuket med margueritter, klokkeblomst og elefantgræs, eller en blomsterhandler kunstfærdigt bundne buket af pæoner. det er sjældent tilfældigt, hvilke blomster, der er valgt, ligesom pointen i Hermanns novelle med, at faren får tilbudt et stykke abrikostærte og ikke et stykke blommetærte, ender med at være en afgørende pointe.

Hvis en anmelder mener en bog er selvterapeutisk, uanfægtet at bogen ikke handler om forfatteren, men om et fiktivt Jeg, bliver det derfor lidt specielt. For hvem er det Selv, der udøver terapi?
Er det bogens Jeg, og giver det så overhovedet mening at tale om “Selv”terapi – eller i givet fald kun som et litterært greb. En fiktivt Jegs opdagelserejse efter årsager?
Når mine elever (eller jeg selv) nogle gange kommer for skade at tale om en bog, uden at gøre det på bogens præmisser, råber jeg altid vagt i gevær. Det jeg, der skrives om i teksten, er ikke forfatteren,. Hermanns far var muligvis psykisk syg, men det er fortællingen irrelevant. Det interessante er, hvad Hermann skriver i sin novelle, den fortælling, hun udfolder. Det Jeg, der besøger sin far, den tærte, det svigt, der sker på papiret. Alt andet er et overgreb mod bogens præmis.