Louise Juhl

Der findes mennesker, der aldrig spiser ketchup, fordi “ketchup er en dårlig kok’s bedste ven”. Mennesker, der ikke benytter offentlig transport, fordi offentlig lyder af offermentalitet og overførselsindkomster, synes de. Der findes mennesker, der synes, at ironi er “de intelligentes svar på følelser”: At den milde hån så et sige er udtryk for vid og bid befriet for flæb. Der findes folk, der elsker at tale i termer af plus og minus: De taler om ældre”byrder” og “belastede” boligområder. Bandekriminalitet.

Jeg ved godt, vi er forskellige. Og at vi er nødt til at kalde ting noget, for at være enige om, hvad vi taler om. Men det er dette “noget”, der er med til at afgøre, hvordan verden ser ud. Svesken på disken, lyder argumentet ind imellem, det nytter jo ikke at kalde en lort for en lagkage, vel, lad os nu sige tingene, som “de er”. Men med samme begyndelse kunne man jo sige, at det ikke nytter at kalde mennesker over 70 år for en byrde. –Det er jo ligeså usandt som at kalde en lort for en kage.
Forleden hørte jeg en podcast, “Sprogets magt”. Den handlede om, hvilke konsekvenser og betydning, det har, hvordan vi taler om hinanden. En forsker fra Aalborg universitet medvirkede, det samme gjorde en ansat i Kvarterets Hus i Aalborg. De havde helt bogstaveligt oplevet, hvordan det at ændre de termer, de talte i, også ændrede måden, de oplevede sig selv og hinanden på. Kaldte de de unge, der begik kriminalitet eller på anden måde udfordrer samfundets spilleregler, for bandemedlemmer, ja så oplevede de sig som det. Som medlemmer af en bande. En bande er kendetegnet ved: “stærk organisering og ved, at den kriminalitet, bandemedlemmerne begår, ofte både er grov og velorganiseret.” Dermed fik de unge pludselig en identitet som netop det, som medlemmer af en stærk organisation og med forventet kriminel løbebane. Valgte de omvendt at tale om dem på individniveau, som mennesker, der havde handlet ulovligt og uhensigtsmæssigt, ja så mistede de den kraft, der lå i at være medlem af en flok.
Lige sådan havde de valgt at ændre fokus i deres ansøgninger fra at tage udgangspunkt i alt det, der ikke fungerede, til i højere grad at pege på de potentialer for meningsfulde og frodige fællesskaber, der lå i området.
Lige nu læser jeg Stine Askovs roman “Varme hænder”, der handler om den umage relation, der er imellem en handicappet og dennes hjælper. Det er barsk læsning, fortælleren har tidligere arbejdet som pædagog i en børnehave og kommer i misforstået hensyntagen til at referere til sine erfaringer herfra: Jamen, jeg har skam prøvet at putte børn i flyverdragter, forklarer hun, da hun skal hjælpe Mathilde, der sidder i kørestol, i tøjet. Men Mathilde er jo for pokker ikke et barn, og hun skal helt sikkert ikke “puttes” i noget tøj, så hun reagerer helt forståeligt med bryskhed på hjælperens kejtede omsorg.
Vi kommer så let til at tale til og om hinanden i stedet for at tale med. Vi taler om “bander” og “utilpassede unge”, vi taler om “dem på overførselsindkomst”, “de handicappede”, “de svage,” som om enhver på overførselsindkomst ligner en anden. Som om det at have et handicap er en identitet. De fleste gør deres bedste, alligevel kommer vi af og til for skade at begå den slags sproglige overgreb. At betragte hinanden som “noget” i stedet for nogen. Jeg er i tvivl om, hvor jeg er på vej hen med det her. Måske vil jeg bare opfordre til at huske på, hvor heldige vi er at have sproget. For nok kan vi såre hinanden med det eller skabe uheldige hierarkier, men vi kan også så meget andet. Vi kan skrive “Det er vejret, der trækker i fuglene, himlen er kun et alibi” Eller købe en ballon med påskriften “HEJ” og slippe den løs i håb om, at nogen griber den. Kald det en kliche, jeg kalder det sprog, jeg kalder det handling, jeg kalder det kærlighed.