Louise Juhl

Engang arbejde jeg på en privat teaterskole, en etårig uddannelse med særlig vægt på fysisk teater. Vi havde typisk 12-14 elever, en af dem var en virkelig velbegavet og imødekommende pige, der efter at have læst en bunke bøger om natur og mennesker og deres gensidige forbundethed, følte sig kaldet til at leve alene af vand og lys. Ligesom planternes fotosyntese, hun vidste alt om formlerne bag: kuldioxid + vand + sollys → glukose + oxygen, den procentvise fordeling. I alle pauserne kravlede hun op skolens tag for at komme nærmere solen, suge lys. Det endte med en indlæggelse og hun fik et ultimatum: Enten spiser du frivilligt eller under tvang. Hun valgte frivillighedens vej, men fastholdt, at lægerne var onde og at menneskene, med deres daglige grådige overgreb mod naturen – kød og korn og mælk og frugter – var kriminelle.
Det der er interessant er, at hun erkendte, at hun måtte spise men samtidig fastholdt, at hendes fotosyntetiske (pun intended) levevis var den rette.

Jeg kom til at tænke på hende, fordi jeg læste en artikel om Fake News. Ikke så meget, hvordan de opstår, men hvorfor mange vælger at tro på dem. Og ikke mindst, hvordan det lykkes mange konspirationstilhængere at tro på deres overbevisning men samtidig acceptere, at virkeligheden er en anden. Det lyder meget speget, end det er. Et eksempel er den franske filosof Dan Sperber, der satte sig for at undersøge, hvordan vi mennesker lykkes med at finde rationaler i det tilsyneladende irrationelle. Han opholdt ig på et tidspunkt blandt Dorte-folket i Etiopien, for hvem leoparden var et helligt dyr. Så helligt, at det overholdt den etiopiske kirkes faste, når den fandt sted. Ikke desto mindre vogtede alle i byen deres husdyr med samme nænsomhed under fasten, som ellers, ikke fordi de mistænkte leoparden for at være forræder, en hedning, men fordi de samtidig var klar over, at udover at være hellig, så var leoparden også både hurtig og farlig.
Jeg elsker det eksempel. Jeg kender det fra overtro. Når en sort kat går over vejen, spytter jeg altid over venstre skulder. Ikke fordi jeg tror på, at der sker noget skæbnesvangert, hvis jeg undlader at spytte, men fordi jeg jo lige godt kan være sikker. Jeg kan på den måde både tro og ikke tro, sådan som Dorze-folket kan tro på leopardens hellighed og stadig tage forholdsregler, hvis nu den skulle vise sig at være noget andet.
Forleden så jeg dokumentaren “A Storm foretold” af instruktør Christoffer Guldbrandsen. Den handler om Roger Stone, Trumps spindoktor og rådgiver, vi følger ham op til valget i 2020. Han er en bemærkelsesværdig mand, stor i slaget, grov i munden, frisk på kvinder, skarp på TV. Det, der slog mig, mens jeg så filmen var, hvordan Stone helt åbenlyst er klar over, at han lever af at lyve. At han så at sige regner løgn og sandhed for ligeværdige redskab i kampen for at få ret. Der er ingen tvivl om, at han er klar over, at Trump står til at tabe valget, og han opfinder derfor bevidst en løgn om, at valget er fusk, at brevstemmer er forfalsket, at Biden er en slange, hvis gift langsomt vil lamme nationen. Og de, der lytter, ja de VÆLGER at tro på Stone, fordi alternativet, den virkelighed de også er klar over findes, er værre end at leve på en løgn.
Sperber skelner mellem det, vi mener er faktuelt sandt og det, vi tror på, fordi det giver os noget andet end fakta. Et fællesskab, for eksempel. Om en leder, et land, en sag. De fleste af os tror på kærlighed – men jo ikke på samme måde, som vi tror på en stol.
Placebo, for eksempel. Er det løgn eller sandhed. Virker en hovedpinepille, hvis ikke der er fysiske ændringer at spore i blod eller scanninger, men den smerteramte oplever en voldsom bedring? Nej, muligvis ikke, alligevel tager vi en pille, fordi alene det at handle, at kæmpe mod smerten, er at foretrække fremfor blot at acceptere smerten, rumme den. Det samme gælder mange alternativer til medicinsk behandling af eksempelvis kræft. De empiriske studier af deres effekt er nedslående, ikke desto mindre vælger mange, der er opgivet af lægerne, at forfølge de ikke-dokumenterede muligheder. Og håb er i sig selv (beviseligt) hvis ikke helbredende så i hvert fald lindrende – og dermed vel virkningsfuldt?
I dokumentaren om Stone er der et klip, der viser instruktøren, Guldbrandsen, der falder om i et Fitness-center. Livløs og med hjertestop, det er et voldsomt klip, hans hoved falder direkte mod betongulvet, så hårdt, at det faktisk som en bold giver efter en enkelt gang, bump, bump. Det er med stor sandsynlighed et stressbetinget hjerteanfald, heldigvis får han hurtig hjælp og overlever. I podcasten “Ditlev og Dæmonerne” fortæller han om oplevelsen, han husker intet, så intet lys eller følte sig omsluttet af kærlighed. Ikke desto mindre svarer han bekræftende, da studieværten spørger til, om han på bagkant har fået et andet syn på døden, en slags tro på et liv efter måske. Ja. Han kvier sig ved svaret, for Guldbrandsen er et rationelt menneske, han tror mere på leopardens hurtighed end på dens hellighed. Alligevel har oplevelsen i fitnesscentret, de mange minutter uden puls, efterladt med en tro på noget, der ikke kan måles og vejes.
Jeg spytter over skulderen, når en sort kat går over vejen. Jeg spiser appelsin og tager C-vitamintilskud, når jeg er forkølet, selvom intet tyder på, at det har nogen effekt. I hvert fald ikke på forkølelsen. Jeg tror på karma og på kærlighed. Og på skoletasker, taburetter og vingummibamser. Sperber skelner mellem to former for tro. Faktuel tro og symbolsk tro. Den faktuelle tro tåler ikke modstand eller manglende konsistens. En leopard kan ikke både faste og æde. En stol kan ikke både være og ikke være en stol. Den symbolske tro tåler større inkonsistens. Vi kan godt sidde til nadver og spise oblater med besked om, at det er Jesu kristi legeme, uden rent faktisk at forvente, at det vi får i munden, er menneskekød. Vi kan tro på “at kærligheden håber alt, tror alt, udholder alt” samtidig med, at skilsmisseraten stiger støt omkring os.
Jeg synes, det er vigtigt at forstå, hvorfor nogle vælger at tro på fake news, også selvom de præsenteres for modbeviser. Kimen ligger nemlig i os alle. Derfor skal vi ikke bare pege fingre, udnævne folk til tosser, idioter eller det, der er værre. vi skal også se indad, huske på at overbevisninger, tro og håb kan være livsforlængende for nogle – men bestemt også det modsatte. For hvis du vælger at tro på, at leoparden overfor dig faster, så risikerer du at blive spist.


(Inspireret af artiklen: “Don’t Believe What They’re Telling You About Misinformation” af Manvir Singh bragt I The New Yorker April 2024)
Foto: Pixabay