Louise Juhl

Hvis man har været så alene, at man ikke længere ville hilse, hvis man mødte sig selv på gaden. Hvis man har været så fremmed for sig selv. Så ved man, hvad det vil sige, at blive genkendt af en anden. Altså virkelig genkendt. Som man står der og venter på en bus uden at kunne huske, hvor man skal hen eller hvorfor, og egentlig også være ligeglad, for alle steder føles alligevel helt forkerte, enten for øde eller for meget et mylder. Og så er der pludselig en stemme, der siger: Hej, og der står han så i en sandfarvet hørskjorte med kinaflip og smiler, og man er ikke helt sikker på, hvem han er, måske er det Esben fra teknisk kollegium eller Lukas eller. Måske er det lige meget, for det blik, den genkendelse, at nogen ser det, man selv har mistet af syne, siger “Hej”, som om man fandtes, er blevet fundet. Og man har lyst til at flytte ind det “hej”, fore en hule med puder og tæpper et sted inde bag og sidde sådan: Glo ud imellem et h og et e og et j, som en kænguruunge, der stadig er ved at lære verden og sig selv at kende. 

Det farlige ved at fare vild er, at man tit er parat til så godt som alt, for at finde hjem. Men det er jo ikke altid, at Esben fra Teknisk er den bedste guide, og heller ikke altid, at den hule, man forer med tæpper er det bedste hjem, og nogen gange skal man måske bare vente på den næste bus eller købe sig en Samosa med fyld af feta og persille og pesto og vente på, at tiden og man selv går over.