Louise Juhl

Det er sådan en dag, der starter for sent, hvor jeg står op, før jeg er klar til at være menneske, drikker kaffe, tygger et stykke tyggegummi, får så øje på solen. Hej.
Så lytter jeg til et afsnit af skønlitteratur på p1, det handler om Judith Hermann, om hendes roman “hjem”. – Der sker ikke en skid, siger værten. Og alligevel, så er den manglende skid, virkelig værd at læse.
Hvad det skyldes, forsøger bogens de to oversættere, Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis, i udsendelsen at komme nærmere. Det er noget med sanseligheden, siger de, med det fortættede øjeblik, at alt i bogen føles som her og nu, også det, der fortælles i datid.
Judith Hermann får selv lov at læse op, et stykke fra begyndelsen af bogen, bogens fortæller er fraskilt og netop flyttet på landet, til et øde hus i et marskområde. Hun hører lyde, måske er det vinden, måske en mår. For en sikkerheds skyld får hun sat en slå for døren. På indersiden. Hun ler af sin egen tåbelighed, hvad vil folk ikke tænke, hvis de så det: En syvogfyrreårig kvinde, der ligger for låst dør. Men alt det behøver hun ikke at bekymre sig om, forsikrer hun sig selv om, for ingen vil alligevel overnatte nogensinde med hende igen, det er hun sikker på.
Det er en stærk beskrivelse, måden hun ligger helt prisgivet landskabet, lydene, ensomheden. Blæstens hæse skrig, gardinernes flaksen, en svag kradsen et sted. Hun har en uladt pistol liggende under sengen. En kniv og i vindueskarmen en tung kikkert, der vil kunne smadre et kranie. Man fornemmer ikke bare angsten, men også uhyggelige kræfter, viljen til at slå ihjel om nødvendigt.
Det minder mig om en oktober. Jeg var taget for at færdiggøre det, der blev min første roman, Det dér og dét der, hed den, det var navnene på min knæ. Det dér, hed det ene knæ, dét der, var navnet på det andet. Jeg havde pakket bøger og tøj til både blæst og regn, et opslagsværk om klithedens flora og et sæt høretelefoner, så jeg kunne lukke alle andre lyde end dem, jeg valgte at lukke inde. Jeg havde lavet en playliste med Neil Young og Gene Clarke, Kris Kristoffersen. Kenny Rogers The gambler. Jeg glædede mig, tændte op i brændeovnen og satte mig for at skrive, det gik godt. Det var lige før Thomas Korsgaard debuterede med første bind af Tue-trilogien, Hvis der skulle komme et menneske forbi, vi skrev lidt sammen på Messenger, han var spændt og lidt nervøs. Jeg gik en tur, så ringede Michael. Om jeg havde hørt det? Hørt hvad, ville jeg vide, men han trak med det samme i land, nå – ikke noget og – hvordan går det ellers. Det var selvfølgelig for sent, ti minutter senere så jeg det i Nyhederne. At en pyroman var på spil, han havde sat ild til i alt tre sommerhuse ved en nærliggende strand, alle var udbrændte, heldigvis var ingen mennesker kommet til skade.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kørte hjem, men noget holdt mig tilbage. Kærligheden til hytten i skoven, at gemme sig blandt træer, blive væk, forsvinde ind i teksten. Så jeg blev og købte to flasker Campari i Daglig Brugsen i Tranum, drak et tandkrusstort glas, før jeg gik i seng. halvandet måske. Alligevel lå jeg søvnløs. Jeg har aldrig følt en rædsel, som den jeg oplevede dér, alene med vinden og træerne, hvis grene ind imellem slog mod husets bjælker. Jeg havde en halvsløv køkkenkniv under puden, ikke meget bevendt, og en tung hammer under sengen. Den sidste kunne både slå ihjel og slå en rude i stykker, tænkte jeg og faldt i søvn, men vågnede kort efter igen og græd af angst og fordi jeg skulle tisse, men ikke turde forlade værelset. Jeg faldt vel i søvn til sidst, i hvert fald vågnede jeg ved, at det var lyst, og jeg så på klokken, og den var langt over elleve, og jeg skammede mig. Over at spilde tiden i stedet for at skrive, over kniven og hammeren, og jeg satte mig ind i turen skrev og skrev, som gjaldt det selve livet, som om skriften ville holde mig i live, holde pyromanen på afstand.

Hermanns “Hjem” handler om at søge og finde. Måske ikke om at finde det, vi søgte, men så noget andet. I udsendelsen læser Judyta Preis et stykke fra slutningen af bogen, hvor jeg-fortælleren for første gang møder sin svigerforældre. Kæresten, Arild, driver et landbrug, sand stordrift med ampuller og kanyler maskiner, helt livløst, beskriver jeg-fortælleren stedet, første gang, hun er på besøg. Han er en mand af meget få ord, men handlekraftig, og har hjulpet hende med at sætte en fælde op, så hun kan fange dét dyr, der holder hende vågen om natten. jeg-fortælleren får plads ved siden af sin svigerfar, Anno, en mand af få ord, de taler sammen, det er ikke nogen nem samtale. Faren spørger til sin søn, og hun svarer, at han gør det godt, han har blandt andet sat en fælde op, fortæller hun. Han gentager – men nu som et spørgsmål: har Arild sat en fælde op? Som om han ikke kan forestille sig noget sådant, men uden at vi som læsere helt ved, hvad den tvivl skyldes. Sådan taler de lidt frem og tilbage, måren er stadig ikke gået i fælden, forklarer hun sin svigerfar, men hun har fanget en solsort og en kat. – Sådan er det, svarer han hende, – man fanger ikke altid det, man regnede med, men så fanger man nok noget andet.

Sådan er Judith Hermanns bøger. Bedst som man tror, at man har fanget pointen, opdager man, at den er anden, end man troede.
Judith Hermann selv siger, at hun altid skriver tæt på egne oplevelser. At hun så at sige ikke finder på, men bare føjer til, fletter ind og sammen. Sådan føles det også at læse hendes bøger, som at genkende det fremmede i os selv, vi ikke har adgang til.
Drømmenes våger, dagenes milde vanvid.

“Han drikker fenikkelte mens han ser videoerne, han spiser en tvebak til teen, han tager allergipiller mod støvet. Han sover meget. I værelsets fire mørke hjørner flyver bittesmå brunlige møl omkring, hvis man slår dem ihjel bliver de straks til støv. Der er ingen proces. Ingen krop, ingen fysisk forrådnelse. Møllene består af støv. De er støv.”