Anbefaling: Listening for the click
by Louise Juhl Dalsgaard
Det fascinerende ved novellen er hårdheden, hvormed den slår. Hurtigheden. Det er nu engang ikke det samme at blive ramt 31 langsomme grader en julidag , som at åbne lågen til en ovn: 220 grader varmluft – Right op your face. Slam.
Det har noget at gøre med ordenes vægt. Sætningernes vilje.
Hvis alt, du har at gøre med, er en køkkenhave på 12 m2, så er du nødt til at vælge med omhu. Ærter eller kartofler? Agurk eller porre? Det afhænger af dine kriterier. Om du vægter mæthedsgrad over nydelse, mængde over smag, tradition over eksotisme. Det samme gælder novellen, du har kun en meget begrænset plads at udfolde dine fortælling på, så du er nødt til prioritere. Er karakterbeskrivelserne afgørende, eller foretrækker du at lade replikkerne bære historien. Er det subtile og uudtalte væsentligere end hastigheden, hvormed tingene udvikler sig.
Johanna Ekströms novelle “Listening for the click” er en sand lussing. Et ubehageligt og dog så utrolig velgørende litterært stød i maven. Og i hjertet. Det er mennesker sat fast med knappenåle på en korktavle. Spiddet som sommerfugle bag glas. Det er Carl og Martin og Lizzy og Johan. Og jegfortælleren, der betror læseren dette:
“Lizzy is both clean and fuckable. Strict, consistent, selfish in an honest way. I’m more . . . It’s twofold.”
Bemærk alt det, der siges her. Ikke med orargelse eller medlidenhed, men bare nøgternt konstaterende. Lizzy er ren og lige til at kneppe. Sammenhængende og selvoptaget, du får så at sige, hvad du ser. Mens jeg-fortælleren – ja det er mere kompliceret. Hvad betyder det for historien. At det, vi får fortalt er .. usammenhængende, utroværdigt? Eller måske bare splittet, inkonsistent?
Om Martin fortæller hun: “Martin eats baby food out of glass jars. I hear the click when he opens a jar, a guarantee that its vacuum seal is intact.” Og om Carl: “Carl has a water bed. He never changes the sheets. It doesn’t matter. He smells good.” det er jo helt vanvittigt så fortættet de beskrivelser er. Hvorfor spiser Martin babymos og hvad er det med Carl og det beskidte sengetøj, helt modsat hans ellers dejlige duft?
Og endelig er der Johan:
“Johan and I meet in secret. I want to be like Johan. When I’m alone, all I am is him. Johan says this: “The smell between the teeth, the one that comes out when you floss, is disgusting. Absolutely disgusting.” And I know I’ll never forget the way he says “disgusting.””
Hvor ofte har du overvejet, hvordan tandrensningsaffald lugter? hvad er det for en slags menneske, der deler den slags observationer? Og hvorfor – hvorfor finder jegfortælleren det så fascinerende, at hun ønsker at blive som ham?
‘Listening for the click’ er en ultrakort, superkomprimeret og rasende fed fortælling om begær, magt, hierarki og menneskelige drifter. Den rummer stof til en hel roman, ja flere måske, men leverer det hele på nogle få hundrede linjer. Det er godt gjort, virkelig godt gjort, og jeg skal helt sikkert undersøge Johanna Ekströms forfatterskab nærmere.
Du finder novellen i The New Yorker.