Massefylden af rav

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg hørte engang om en fyr, der faldt om i skolegården. En punkteret lunge, viste det sig, han kom på sygehuset og alt blev godt, men i langt tid gik jeg ligesom bare rundt og ventede på, at det skulle ser. At min lunge skulle kollapse, mit vejrtræk forsvinde. Det var sket helt uden varsel for drengen i gården, det villle ske uden varsel for mig. Jeg tror, jeg brugte to år på den måde, med hjertet oppe i halsen, hele tiden på flugt fra og på samme tid på uafvendelig kurs imod mit eget endeligt.
Min lunge kollapsede ikke, men jeg blev bidt af en brandmand og præcis tre måneder senere blev jeg syg af skarlagensfeber, det var svært ikke at se en forbindelse, brand og feber, jeg lå med dynen trukket op om hovedet og fablede i vildelse om ugler på størrelse med et højhus. Deres øjne alene var store som flyvende tallerkener. Jeg blev rask igen, den punkterede lunge blev lappet sammen, Birgittes hund fik hvalpe, vi væltede rundt på knæ i flere uge, lod deres tunger slikke vores kinder ru og vi græd, da de blev solgt, og svor, at vi aldrig ville glemme dem igen.
Jeg for hele tiden vild. I mine følelser og på stierne mellem Beatesmindevejs blokke, alt var så ens, blokkene i grå beton, snorene med tøj på altanen. Dødsangsten, den hvalpede lykke. Det hele hang sammen, men på en måde, jeg ikke helt kunne gennemskue. Jeg fulgte sneglenes slimspor henover terrassens fliser, snørklede linjer, frem og tilbage, på tværs, jeg fandt ingen forklaring på deres færd, ingen mønstre eller hemmelige tegn. Så opfandt jeg mit eget system, det var noget med teens trækketid delt med antallet af minutter, det tog mig at bide en negl i bund. Antallet af bogstaver i naboen (til venstres) navn og massefylden af rav (1.01) Jeg kunne selv bestemme rækkefølgen af ligningens parametre, om naboen kom før neglen eller rav før teens trækketid, og sådan nåede jeg altid frem til et tal. Det var ikke fordi, jeg kunne bruge det til noget, resultatet var ikke svar på sneglens rute, ikke en forudsigelse af lungers levetid, alligevel var det rart nok at have noget at læne sig op ad. Noget man kunne svare, hvis man blev spurgt, hvordan det gik.
– Det går 18,96.
Eller:
– Tak, jeg har det 24,32.