Louise Juhl

Jeg husker, jeg besøgte en veninde på hospice, en ældre kvinde, hun var terminalt syg af kræft, det havde spredt sig til lungerne, hendes slimhinder var helt udtørrede af strålebehandlingen, hun måtte sutte på isterninger for at fugte munden, ganen, læberne. Hvis jeg skal være ærlig, var det ikke et besøg, jeg så frem til, jeg mener, hvad siger man til et menneske, der kun har tilbage at dø: Hvordan går det? Får du læst nogle bøger? Er du bange? Lige meget hvad man siger, virker det forkert. For dumt, for ligegyldigt. Så da jeg ankom og så, at hendes seng var blevet flyttet ud på den lille terrasse, der hørte til hendes stue, var det en stor lettelse. Det er noget med himlen, at der helt bogstaveligt er højere til loftet udendørs, mere plads at fordele stilheden på, så den føles mere som et lagen end som en tung dyne. Vi sad bare. Lyttede til fuglene og en fjern hunds gøen, hun bad om hjælp til få hendes hovedgærde lidt op. Jeg stillede en buket tusindfryd, jeg havde plukket i haven, i et lille glas på bordet foran hende, hun sagde – åh og smilede. Så fortrak hendes ansigter sig i smerter, alt gjorde ondt på hende, de mindste bevægelser, at trække på smilebåndet, løfte hovedet bare få centimeter.
Hun var egentlig ikke meget for besøg, jeg ved ikke, hvorfor hun lod mig komme. Hun var træt af folks opmuntringer, – er det ikke et skønt vejr, – se, hvor flot roserne står. Nogle kom med lydbøger, hun kunne lytte til, den ene mere ligegyldig end den anden, sagde hun. Hun lød vred, men jeg tror egentlig, hun var ulykkelig, men bare havde nemmere ved at skælde end ved at græde.
Hun fortalte mig, at hun samme morgen var vågnet og et øjeblik, tre måske fire sekunder, havde glemt, hvor hun var, og at hun skulle dø. Og på den korte tid havde hun nået at tænke på, hvad hun ville gøre af dagen, spise druer og bestille tid ved frisøren, for så at blive ramt af det mest forfærdelige klarsyn. At der ikke var noget tilbage at planlægge, at hendes dage var talte, at hun ikke længere kunne synke ordentligt, at hun havde tabt sit hår. – Forstår du? Og jeg nikkede, selvom jeg selvfølgelig ikke forstod, jeg havde jo ikke en dødsdom hængende hovedet.
Jeg fortalte hende ikke, at jeg samme morgen havde tabt det foster, jeg i syv uger havde båret i maven, håbet og bedt til, skulle blive mit barn. Det var tredje og sidste forsøg, vi havde besluttet at det var nu eller aldrig, omkostningerne ved gang på gang at drømme forgæves, var simpelthen for store. Hvis ikke denne graviditet lod sig gennemføre, måtte det være det endelige bevis på, at min krop ikke var skabt til at bære et barn, at naturen ville det anderledes. Jeg havde vidst det så snart jeg mærkede varmen fra blodet mellem min ben, og jeg havde sat mig på toilettet og lagt ansigtet i mine hænder, hulket men uden at græde, tårerne ville simpelthen ikke slippe.
Jeg havde stadig livet foran mig, hun kunne ikke engang nyde saften fra en drue. Alligevel følte jeg, at vi var fælles om sorgen, som vi sad der på terrassen og lyttede til trætoppenes svaj, der lød som bølger, der slår mod en bred. Jeg rakte hende en isterning fra en ske, hun åbnede munden og tog imod. Hun sagde: – Nu skal du gå, og jeg rejste mig og skulle lige til at sige noget, men hun satte en finger for munden, som for at stoppe mig, og jeg tav, vinkede i stedet, sendte hende et luftkys.
Hun døde tre uger senere, jeg tænker stadig på de sekunder, hun nåede at have den morgen, jeg besøgte hende, det øjeblik, hvor hun et enkelt øjeblik glemte, at hun skulle dø og drømte om noget så simpelt som en drue.