Louise Juhl

Jeg har brugt timer på at overveje, om jeg skulle afslutte en kommentar med et lilla eller et rødt hjerte. Grønt måske, det er jo håbets farve. Brugt dage på at fortryde en lidt for direkte sætning. Eller omvendt, en formulering pakket ind i vat og tåge. Vel, nok, til dels, måske. Jeg har startet tusinde henvendelser med at undskylde. Undskyld, at jeg skriver (underforstået: undskyld, at jeg findes og spørger så dumt.) Jeg har bidt negle i bund og længere ned, der gik betændelse i såret og lægen skældte mig ud henover en halvbrille : – Det er ikke for sjov, det her, sagde hun og udskrev en recept på et bredspektret antibiotika. En pille 3 gange daglig i 10 dage. “Mod flossede nerver og neglerødder.” Jeg har brugt tusindevis af kroner på Stimorol, V6, Wrigleys, kørt min tanker træt ved at tygge og tælle, enogtyve, toogtyve, treogtyve. Jeg har lært mig Fibonnacis talrække udenad, 55, 89, 154, 233, 387, 620, for ikke tænke på noget andet og betroet mine hemmeligheder til en sten, for ikke at belaste andre med dem. Jeg har bygget sandslotte og set havet skylle dem væk og følte en sær tilfredsstillelse ved det. Jeg har pillet en kogle fra hinanden og forsøgt at finde et mønster i de afpillede skæl. Opgivet. Hængt tøj på snore, mundbind, trusser, tørklæder, trøjer, fordi jeg havde læst et sted, at hændernes arbejde var mere værd end alverdens tanker. “Handling skaber forvandling.” Jeg ved ikke, om tøjet på min tørrestativ har ført til noget. Om koglen i skoven har. Uglen i hulen, havet i munden. Om det nødvendigvis skal føre til noget, om jeg skal.
Inger Christensen skriver i ‘Alfabet’: “Der er noget særligt/ ved duernes måde/ at leve mit liv/ som en selvfølge på.”
At kurre kun for at kurre. Plirre, pikke og æde. Ja, hvorfor egentlig ikke.