Louise Juhl

Jeg er et meget priviligeret menneske. Jeg lever af litteratur, ikke bogstaveligt nej, men jeg skriver bøger, underviser i skrivekunst, faciliterer litterære arrangementer. Det er en kæmpe glæde, og jeg kunne virkelig ikke tænke mig noget andet.
Når det er sagt, så er det en økonomisk prekær levevej. Jeg skovler ikke ligefrem penge ind på bogsalg, og selvom jeg flere gange er blevet tildelt legater af Statens Kunstfond, er jeg nødt til også at lave andet end blot mine egne ting, for at betale min husleje. Det er så her, jeg igen har haft heldet med mig, disse løsansættelser har alle handlet om bøger, hvadenten det har været at støtte folk i selv at skrive dem eller at formidle de , der allerede er skrevet til læserne. Foruden mit job som kunstnerisk leder af Forfatterlinjen på Dansk talentakademi, så arrangerer jeg også litterære masterclasses og mentorforløb i regi af Aarhus Litteraturcenter, ligesom jeg ind imellem modererer litterære samtaler. For at få de to sidstnævnte ting til at lykkes, arrangementer og samtaler, er det nødvendigt at søge midler. Jeg har ikke et firma i ryggen, der kan bekoste de honorarer, lokaler og transport, et litterært arrangement kræver. Heldigvis findes der en række fonde, ikke mindst Statens Kunstfond, der støtter sådanne tiltag, hurra for det og for dem. det kræver selvfølgelig, at man har en god ide, at man har kontaktet de ønskede oplægsholdere/oplæsere og ikke mindst, at man formulerer en tekst, gerne et par sider eller fire, der ret præcist beskriver arrangementet, hvad det gør godt for, hvem det kommer det til gode og hvordan det bidrager til at løfte litteraturen. Det lyder måske ikke af meget, men den slags tager tid. Både at generere ideen, at tage kontakt til relevante parter, lægge budget, afsøge fondsmuligheder og endelig formulere det hele. Vi taler ofte om ugers, ja nogle gange måneders arbejde – vel at mærke uden løn, for ingen ved, om ansøgningerne fører til tilsagn, og -hvis heldet går ens vej- hvor mange af de ansøgte midler, man så er heldig at blive til del.
Når jeg skriver ud og inviterer folk, er det derfor altid med det forbehold, at jeg lykkes med at skaffe de nødvendige midler. Jeg foreslår så et honorar med baggrund i de erfaringer jeg har med projektstøtte, altså hvor meget man kan forvente at hjemhente, arrangementets størrelse taget i betragtning. Mit mål og min ægte intention er altid at varetage oplægsholdernes interesser bedst muligt. Jeg vinder intet ved at underbyde dem eller holde dem hen med varm luft og lovning om en flaske vin. Som forfatter tager jeg heller ikke selv imod sådanne invitationer.
Når det er sagt, så er jeg også nødt til at tilgodese mit ansvar som arrangør, det vil sige så vidt muligt at give alle optrædende det samme honorar for samme stykke arbejde og at holde mig inden for den forventede budgetramme. Så selvom jeg under mine kolleger 25.000 hver for deres indsats, så er det ganske enkelt ikke en mulighed. Jeg har som udgangspunkt INTET at tilbyde, andet end hvad jeg kan håbe at få tildelt af diverse fonde. Jeg selv er den, der bliver tilgodeset sidst. Det vil sige: Får jeg 4/5 af det ansøgte beløb, ja så er det mit eget honorar, der skæres i først. Og det vel at mærke et honorar, der omregnet til timeløn ofte er under, hvad en flaskedreng tjener.
Som indledningsvis nævnt er jeg selv forfatter. Jeg er således hundrede procent på kunstnernes side, når de forsøger at få en økonomi til at hænge sammen. Alligevel kunne jeg ønske mig, at der ind imellem var samme forståelse den anden vej. At man som kunstner forstod, at der også blandt arrangører findes en masse freelance- og frivillighedsbåret arbejde sted, mennesker, som pukler for at få det litterære kredsløb til at fungere, bøgerne til at blomstre, litteraturen til at leve. Jeg er helt med på, at man ikke skal arbejde gratis som forfatter, men husk, at det samme gælder mange af dem, der tilbyder kunstnerne en sceneplads. Vi er i samme båd, så lad os bruge alle kræfter på at sejle den båd i land SAMMEN. Pls