Louise Juhl

Jeg læste et sted, at det vi ikke lykkes med, definerer os mennesker langt mere, end det, vi rent faktisk opnår. Det lyder jo helt åndssvagt: Hvorfor spilde et liv på at længes i stedet for at glædes over, hvad vi har. Men måske er det en drivkraft, en indre pisk, der hele tiden driver os videre. Mod “det der” – drømmen om bryde op, bryde ud. Kaste sig over en karriere som flugtkonge, oversavet kvinde. Åbne et herberg for hjemløse dyr: Fugle, pindsvin, hunde, katte, bænkebidere og myg. Et inferno af flaksende vinger og logrende haler, pels og pigge.

Hvis vi havde nemmere ved at stille os tilfredse, boede vi muligvis stadig i huler og lunede os ved åben ild. Hvad skal man egentlig med mere end mad og søvn og sex? Jeg skal ikke kunne sige det, men realiteten er, at vi søgte efter mere, et hus af sten, elektrisk lys og varme. Asfalterede veje og selvbetjeningsautomater. Om vi er lykkeligere i dag, end dengang børnene døde i hobetal og sult var en tilstand og ikke et fremmedord på fire bogstaver, det er svært at afgøre. For der var hverken analyseinstitutter eller verdenssundhedsorganisationer for to tusinde år siden, og spørgsmålet er også, om det er rimeligt at sammenligne på tværs af tid og sted og privilegier. Om man med med rimelighed kan sammenligne en kølle med en kalashnikov eller glæden ved en ske af træ med glæden over en elbil. Uanset hvad så er tilværelsen for de fleste blevet nemmere med tiden, mere bekvem. Mere lige og mindre rå. Kvinder er i de fleste lande ikke længere underlagt mandens forgodtbefindende og børnedødeligheden er heldigvis faldet markant. Med bekvemmeligheden følger også større tolerance, for når vi ikke længere bruger alle kræfter på at finde føde og læ, ja så bliver overskuddet til at rumme mennesker der er forskellige fra os selv også større. Der er ofte en lige linje mellem accepten af anderledes tænkende, følende og udseende i samfund med velfærd og velstand end i de lande, hvor indbyggerne stadig slås om de få goder, der er til rådighed eller der, hvor uligheden mellem samfundets mest og mindst velhavende er størst.

Alligevel er det med en vis ærgrelse, at jeg hele tiden støder på den der – hvis ikke utilfredshed, så i hvert fald evige længsel. Efter mere himmel, mere tid og skæreost. Flere hunde, færre firhjulstrækkere. Efter anderkendelse, omfavnelse, inklusion, venner. Tid til keramik og nærvær med heste. At bade i havet. Tørre tøj i vinden. Spise smørstegte rodfrugter og grillet brød med hummus. Uden skam.
Jeg har det meste. Jeg har penge på min konto, ikke mange, men tilstrækkelig til at købe både brød og humus og skæreost. Jeg har et sommerhus tæt ved havet, og en badedragt. Jeg har en lille lukket gårdhave med plads til at tørre tøj og mere tid til rådighed end de fleste. Så hvad er problemet? Er længsel – til forskel fra savn – simpelthen defineret ved at være så luftig en størrelse, at man aldrig kommer nærmere end nær? At der i selve begrebet ligger en grad af uforløsthed, der fra tidernes morgen har været tænkt som en motor. Hvorfor stå op, hvis ikke der er mere at kæmpe for? Flere bål at tænde, flere kilometer at tilbagelægge. Hvis det sner på ottende døgn, og din krop er så kold, at det overdøver din sult, hvorfor så ikke blive liggende i din hule under et skind og vente på at dø? Det bliver jo aldrig anderledes, vinteren er kommet for at blive, det samme er sulten. De døde børn og såret på dit skinneben, som ikke vil læges. Det er vel her, den forbandede længsel har sin berettigelse. Her, hvor kulden og sulten må vige for en eller anden uudgrundelig drøm om noget andet. Og mere. En hytte af træ. Et levedygtigt barn. En nedlagt bjørn, hvis sul vil kunne mætte fire munde i lige så mange uger.
Så selvom det lyder skammeligt, forkælet og privilegieblindt, at jeg stadig har drømme om noget andet, end det jeg har. En udgivelse mere. En hund mere. En halv grillet hummer med ingefærchutney. Flere nære venner. Flere dage uden bevidstløs gentagelse af gamle og højst uhensigtsmæssige mønstre. Færre e-boksbeskeder. Mere hede. Mere lyng. Mere kærlighed. Så er det måske for det bedste, så længe det driver mig i retning af planter og dyr og mennesker. Hvid glögg og omsorg for det hele.
Foto: Fotograf Kirsten Adler