Louise Juhl

Jeg vågner med et billede på nethinden, jeg ikke kan slippe: Det bløde, gule lys fra en dør, der står på klem. Det er ikke nogen bestemt dør og lyset ikke ét, jeg genkender, men alligevel kender.
*
At kende eller at genkende, thats not a question.
*
For nylig talte jeg med en kvinde, der netop var kommet ud af et voldeligt forhold. Hun havde forladt sin mand i al hast og uden andet end sine børn ved hånden og en bog, hun tilfældigt havde grebet på natbordet: “On gratitude”. De havde fundet husly hos en fjern ven, hans hund blev hendes redning. Pelsen og den ubetingede kærlighed, hun så længe havde savnet. Hun havde aldrig tidligere haft en hund, endsige været i nærheden af en. Faktisk var hun, hvad hun selv ville kalde, et “udpræget kattemenneske”.
*
Senere fandt hun og børnene et værelse til leje i en forstad. Med adgang til have og natur i gåafstand. Skov og stier, engarealer. Nu overvejede hun at få en hund.
*
Jeg genkendte kvindens fortælling. Jeg har godt nok aldrig været direkte truet på livet og heller aldrig kaldt mig selv for et kattemenneske. Men jeg har læst et hav af bøger om taknemlighed og ligesom hun forladt en partner i al hast, med kun en elkedel og en punkteret pilatesbold under armen.
*
Jeg var heldig, en norsk kvinde tilbød mig et værelse. Vi boede fire på en etage, jeg levede af minutnudler og alt-i-en-kiks og vandt 1000 kroner på et skrabelod, som jeg sendte til den fyr, jeg havde forladt. Jeg er stadig i tvivl om hvorfor, om det var et udtryk for taknemlighed eller det modsatte, en slags “tak for lort”
*
I en artikel læser jeg, at man skelner mellem taknemlighed og påskønnelse. Det sidste udtrykker en glæde ved en specifik handling (at nogen har passet din hun eller reddet dig fra at drukne i en svømmehal), det første en mere generel glæde. For skønheden ved en blåtidsel, for eksempel, eller solens vedholdenhed. Tænk sig at den gider blive ved, også selvom skyerne igen og igen viser sig at være i vejen.
*
Jeg påskønner den norske kvindes omsorg og værelset hun tilbød mig, også selvom det var alt for dyrt og alt for trangt og efterlod mig en livslang lede ved minutnudler. Det samme tror jeg gælder ekskæresten. Jeg påskønner de små tre år, vi var sammen, de lærte mig meget, nok mest, at jeg trods alt var bedre tjent med mig selv end med den, jeg blev sammen med ham.
*
Den dør dér. Og lyset. det bløde og gule. Hmm.