Louise Juhl

Jeg havde engang en kæreste, der var så mærkelig, at jeg græd af lettelse, da han gik fra mig.
*
Jeg har det på samme måde med december. Det burde være så godt, og det er det vel egentlig også, alligevel er jeg helst fri.
*
December forlader mig ikke, sådan som den sære kæreste gjorde. Den bliver med sit appellerende mørke, krydrede dufte og løfter om rensdyr med røde næser, der kommer og lyser for os, som lampen i vinduet hos en sexarbejder i Kurfürstenstraße.
*
Jeg er ikke vred, jeg er ked af det. Det går over. Det samme gør december og hvis jeg venter tilpas længe: Også jeg.
*
Jeg vandt engang en halv gris i spejdernes julebanko i Budolfi kirkes Krypt. Jeg havde den liggende i skødet på vej hjem i bussen. Aede dyrets gennemskårne ansigt. Så, så, så. Jeg husker ikke, hvad min mor stillede op med gevinsten. Om hun skar den i stykker og frøs ned eller om hun uden mit vidende kørte den på Forbrændingen og lod den få en slags fred. Jeg ved bare, at jeg ikke længere spiser gris og at ikke længere spiller banko.
*
I dag skal jeg til København for at tælle til lilla.
*
Mit yndlingstal er otte og min yndlingsfarve lyng. Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg heddeg Stella – efter min mormor. Men det virker ærlig talt lidt pyntekært at smykke sig med en andens navn, når man er over halvtreds. Gør det ikke.
*
Min far ville have, at jeg skulle hedde Lovise med v, men præsten mente, at det var en dårlig idé. Det gjorde min mor heldigvis også.
*
Ingen har bedt mig om at skrive alt det her. Jeg har heller ikke spurgt.
*
Søger man på synonymer for begreberne “kejtet” og “akavet” finder man ordet: drattevorn. Det er et dejligt ord.
*
Selv tak.