Louise Juhl

I går faldt jeg tilfældigt over et opslag af Mette Korsgaard på Instagram. Hun postede et billede af en meget brun, meget slank kvinde med et uimodståeligt men hærget blik.
Jeg læste teksten og forstod, at den ikke handlede om kvinden på billedet men om en film, Anora, som Korsgaard lige havde set i biografen. Filmen havde fået fem stjerner i Berlingske og i Politiken skrev anmelderen, at filmens karakterer “går til livet med fuld kraft for at håndtere den pose lort, som livet har givet dem”
Og det var denne kraft, der fik Korsgaard til at poste billedet af Bonnie, som den solariebrune kvinde viste sig at hedde. For Bonnie er centrum for en dokumentar, som Mette Korsgaard lavede tilbage i 2015. Bonnie fra “Bonnie og de tusinde mænd,” var også fuld af kraft og fuld fart frem til trods for de mildest talt ikke særligt gode kort, hun var født med på hånden.

Jeg skrev og spurgte, hvor filmen kunne ses, og fandt den på Vimeo. Og shit, for en oplevelse altså, stærk, rørende og helt ubærlig.
Bonnie er sexarbejder, på arbejdet hedder hun Patricia og giver liderlige mænd, hvad de efterspørger. De fleste, siger hun, er søde, de giver hende komplimenter, og komplimenter får Bonnie ellers ikke mange af. Mindst af alt fra sig selv.
Der er travlt i hendes klinik. Mens hun er optaget af én kunde, får hun seks beskeder fra andre, der venter i kø. Kærestesex, efterspørger en af dem, og Bonnie forklarer, at det betyder, at der skal være tid til at nusse og holde om. Kameraet ruller, mens hun giver den søgende mand, hvad han længes efter, og man hører ham efterfølgende råbe fra sengen: – Du fik da også noget ud af det, ikk? Og Bonnie svarer selvfølgelig – Jo, selvom sandheden er, at hun ikke føler noget..
Hun lever, siger hun, af at give folk, hvad de vil have, gøre dem glade, og med sit bekræftende svar til den kunde, der drømmer om en kæreste og ikke har forstået, at et forhold baseret på økonomisk transaktioner ikke har mange chancer, ja så gør hun ham glad.
Jeg var engang på et salgskursus og fik at vide, at god service ikke er at give folk, hvad de vil have, men at give dem mere end det. Og det gør Bonnie. Hun giver alt og mere til. Kunde efter kunde, dag efter dag. Den eneste, der ikke nyder godt af indsatsen, er hende selv. Hun lever af smøger og postevand på flaske og kaster op. Det brænder i halsen, forklarer hun, og ender på Rigshospitalets klinik for spiseforstyrrede, tynd som pindebrænde og med et fuldkomment udslukt blik i øjnene.
– Du må ikke arbejde så meget, siger overlægen, du er nødt til gemme dine ressourcer til dig selv.
Men for Bonnie er der ikke noget udover arbejdet. Det er – trods aldrende mænds uvaskede kroppe – bedre at være Patricia i trikot og selvsiddende strømper, end det er at være Bonnie. For hvem er hun? Og hvor skal hun finde samme anerkendelse som den hun får af kunderne?

Det er en virkelig god dokumentar. Barsk og ikke for børn og som det yderst kropsblufærdige menneske, jeg er, er det også grænseoverskridende at være vidne til den udveksling af krop og penge, der finder sted. Men den grænse, jeg oplever overskredet undervejs, er intet at måle mod de overskridelser, Bonnie helt siden sin barndom, har måtte stå model til. Jeg har den dybeste respekt for hendes livskraft og mod, og selvom jeg ville ønske hende et andet liv, så ved jeg ikke, om og i givet fald hvor sådan ét findes, eller om Bonnie ville trives i det.