Louise Juhl

Der er ting, man ikke orker. Som endnu engang at forsvare at skrive. At det er dét, man gør, hver dag, hver time. Skriver.
For hvem læser egentlig den slags, spørger han, og hvem har jeg tænkt skal holde hjulene i gang så længe? Passe de syge, tørre røv på de gamle. Det er fint med poesi og guldrandede forsider, men nogen skal jo betale for gildet.
– Og det er næppe dig? spørger han og vil vide, hvor mange der stod i kø foran boghandleren, sidst jeg udgav en bog. Og jeg medgiver ham, at det næppe var nok til at trafikalt kaos og kan se, at jeg får point for min ærlighed.
Det er jo ikke fordi der er noget galt med det, jeg laver, det fører bare ikke til så meget. Man kan jo ikke spise en bog, vel? Og ikke varme sig ved den. Med mindre, altså, at man brænder den, og det er jo forbudt ved lov. Om jeg har tænkt på det? På hvad gavn de 184 sider, jeg har brugt to år på at skrive, gør. Hvilken forskel?
Han læser skam selv, siger han med slet skjult ironi: – Pornoblade og IKEA-manualer. Ha! Det er selvfølgelig ikke alt, han har også læst Camus og Dostojevski: Magen til langhåret og verdensfjern bogstavleg, skal man lede længe efter, siger han: Vor herre til hest.
Jeg kunne spørge ham, hvor mange røve, han har tørret i sit liv. Hvor mange syge, han har helbredt. Men det gør jeg ikke, for det er skruen uden ende, og jeg vil hellere hjem og skrive på den bog, jeg er i gang med. Om fællesskaber og rummelighed. Så jeg rejser mig og siger tak for snakken, og han svarer:
–Skulle det være en anden gang?

Tak, men nej tak.