Louise Juhl

For nylig sad jeg i et selskab og talte med en bordherre, der nok ville værre sig mod at blive tituleret sådan. Som en bordherre altså, men nok om det. Vi talte om diva-nykker blandt berømtheder, han fandt det både sjovt og ligefrem passende, at visse ubestrideligt kloge og egenartede personligheder opførte sig, om ikke direkte flabet, så i hvert fald med en vis overlegen attitude. Karen Blixen, Poul Reumert blev nævnt, men også nulevende kunstnere. Min kollega, som selv er kunstner i den mere eksperimenterende genre og i øvrigt uden skyggen af nykker, holdt meget af det ekstravagante. Han kunne lide det ofte mildt nedladende i divaernes attitude, der mere end antydede at de gjorde verden en tjeneste alene ved at være til. Ved at svare på journalisterness spørgsmål, ved at spilde deres kostbare tid på at tilgodese pøblen. Jeg, derimod, får knopper af den slags. Alt i mig lyser rødt, når mennesker tror sig bedre end andre, det uanset at de utvivlsomt har evner, der er de færreste forundt. For uanset hvor klog, du er, hvor dygtig. Hvor vilde sætninger, du kan formulere, hvor syrede billeder, hvor verdensomvæltende smukke sange, du kan synge, så er det – i min optik – anerkendelsesværdige bedrifter, men ikke mere end det. Blixen er ikke mere menneske end min nu afdøde onkel, Mogens, og selvom det indrømmet kan være sjovt at betragte divaernes nykker på afstand, så er det sjældent særlig morsomt at være den, der må lide torten at lade sig udskamme, ignorere eller ringeagte af den kendtes selvhøjtidelighed.
Vi talte længe, det var en god snak, min samtalepartner havde mange gode pointer, han er et rart og klogt menneske. Bagefter har jeg tænkt over, hvorfor jeg reagerer så voldsomt på den slags. På Divaer og selvhøjtidelighed, altså. Jeg tror, det handler om hierarkier. Som jeg anerkender eksistensen– og til en vis grad også relevansen af. Blixen var utvivlsomt en mere fantasifuld og fremsynet forfatter end jeg er. Poul Reumert indiskutabelt dygtigere på en scene end de fleste både før og efter. Det, jeg anholder, er, at disse evner skulle have betydning for deres værdi som menneske. At en knap så talentfuld skuespiller skulle være mindre værdig til at udtale sig end den, der høster priser og rydder forsider. At en laurbærprydet forfatter – udover sin utvivlsomt velfortjente forfattermeritter – skulle være mere menneske, bedre menneske, finere menneske, end min mor, der i 45 år hver dag kørte på cykel fra Gug til Sygehus Nord i Aalborg midtby for at tjene sundhedsvæsnet. Okay, jeg ved godt det er joviale sammenligninger, jeg benytter mig af, et billigt trick. Men ærligt: Det er jo noget om det. Det er jo sandt, at en dygtig forsvarsadvokat ikke har mere ret til at udtale sig end en kassemedarbejder, med mindre vi befinder os i Retten.
Jeg har oplevet det alt for mange gange. At sidde i en bestyrelse fuld af præmierede arkitekter, læger og kommunale direktører og føle, at den eneste grund til, at jeg sad i deres selskab var, at de skulle krydse et flueben af. Enten jeg nu leverede rollen som kvinde, kunstner, psykiatrikender, hundeelsker eller noget helt femte. Og nok lod de mig få ordet, når jeg rakte hånden op, men kun proforma. For i virkeligheden var de alene optaget af deres eget eller til nøds en anerkendt kollegas indspark, mens mit besyv blev favnet med overbærenhed men uden alvor.

I Herta Müllers essaysamling “En flue kommer gennem en halv skov” nævner hun den tyske grundlovs artikel 1: “Menneskets værdighed er ukrænkelig.” En paragraf, der i den grad var nødvendig at understrege efter et årti med nazistisk styre, jødeforfølgelse, undertrykkelse af anderledes tænkende, anderledes følende. Alle mennesker er lige værdige. Mogens, min mor, Blixen og Poul Reumert. Kvinder, mænd, homo- og transseksuelle, nonbinære. Psykisk syge, fysisk syge, midlertidigt influenzaramte, skaldede, allergikere, folk med fodsvamp. Forleden talte et medlem af Institut for menneskerettigheders bestyrelse, Louise Halleskov i Radio IIII. De havde foretaget en undersøgelse af opbakningen til menneskerettighederne blandt danskerne, 82 procent bakkede op. 18 procent var således skeptisk, det lyder jo helt hen i vejret: hvordan kan man være imod ytringsfrihed og ligeværd? Jo, det kan man fordi det er skide bøvlet. For ytringsfriheden gælder også dem, man er uenig med, og lighed for loven gælder såvel den pædofili-sigtede som klimaaktivisten. Det er ikke nemt. For vi har alle sammen fordomme, og synes nok sjældent det er helt så slemt at stjæle fra en rig som fra en fattig. Men lige for loven betyder ikke kun, at den fattige har samme ret som den rige, men også omvendt: At den rige kan påberåbe sig samme beskyttelse som alle andre.

Lige løn for lige arbejde er pissebesværligt, især når det kommer til selv at skulle afstå sin del af kagen for at tilgodese de, der får mindre. Retfærdighed er en virkelig svær størrelse, ikke mindst når den kommer på tværs af de værdier, man selv hylder. Men som Herta Müllers tekst siger det, så er det væsentligt ja afgørende, at menneskelig værdighed er en ukrænkelig størrelse. Det vil sige, den aldrig han følges af at “men”. Menneskerettigheder gælder også dem, vi udråber som u-mennesker.
Et menneske er et menneske er et menneske. Uanset og til alle tider.