Louise Juhl

I morges lyttede jeg til Det Sidste Måltid med Lærke Kløvedal. Hun talte med Thomas Vinterberg, prisbelønnet filminstruktør, han fortalte om en opvækst præget af kærlighed og lige lovlig stor frihed. Allerede som 17-årig opnåede han og en ven støtte til at producere en film, to år senere lå den klar. Det blev en kæmpe fiasko, DR nægtede at sende den, og da Vinterberg skrev og udbad sig en forklaring på afslaget, svarede redaktøren ved at sende en fax til Filmskolen, hvor Vinterberg netop – og som den yngste nogensinde – var blevet optaget. I det lange og udførlige svar lod redaktøren forstå, at Thomas i hans øjne både fagligt og menneskeligt var floppet totalt, og at det iøvrigt undrede ham, at skolen kunne finde på at optage så talentløst et menneske.
Kløvedal spørger omsorgsfuldt til, hvad en sådan overhaling betød for det purunge filmtalent, og Vinterberg svarer, at han er faldet over et begreb i psykologien, han holder meget af. “Posttraumatisk vækst” hedder det, og hentyder til det forhold, at man i særlige tilfælde kan blive så vred over en ydmygelse, så rasende over en urimelighed, at man får uanede kræfter til at slå tilbage. Og en sådan kraft tog ved den unge Vinterberg, der de efterfølgende år kæmpede med vold og magt for at bevise sit værd. Det var ikke sundt, fortæller instruktøren, men det er ikke desto mindre en af grundene til, at han i dag er nået så langt, som han er.
Jeg har det svært med den slags fortællinger, fordi de nemt kan misbruges. Som en legitimering af følelsesløs kritik eller koleriske udfald fra tyranner og selvudnævnte nestorer (hedder det det i flertal?) Vi har alle hørt om ret uhyrlige forhold på kunstskoler, hvor ideen om “posttraumatisk vækst” har været et mantra: Du skal brydes, før vi kan bygge dig op. Sådan noget pis. Skal en hest ydmyges, for at blive en hest? Skal et barn fratages alt, før det kan blive et menneske. Sgu da nej. På samme måde skal kreative og skabende mennesker ikke ydmyges for senere at kunne modtage ros. Det er en forkert og usund tanke.
Alligevel var det, jeg hørte Vinterberg sige, ikke at redaktørens respektløse og unuancerede hån var anledning til Vinterbergs senere storhed. Men den havde vækket noget i ham, hånen altså, en fandenivoldsk lyst til at modbevise hans påstand. Og det kender jeg. Jeg boede en sommer hos en ven af familien i en forstad til Odense. En sen eftermiddag kom jeg hjem efter at have spadseret det meste af dagen, 21 kilometer var det blevet til. Mine endeløse vandringer var en daglig forteelse, jeg var syg og desperat for at slippe væk – eller måske for at nå frem, jeg ved det ikke. Kvinden, jeg besøgte, havde netop set en naturudsendelse på TV. Om fugledød på det nordamerikanske kontinent, hun græd, der stod to tomme flasker rødvin på bordet. Hun hentede en tredje. Og så var det, at hun – måske i afmagt over verdens elendighed – kaldte min sorg og min sygdom forkælet. Hvem fanden var jeg at have ondt af mig selv, når verden stod i flammer og dyrene omkring os døde? Faktisk, slog hun snøvlende fast, håbede hun, at jeg ville dø af dét. – Af sult og selvmedlidenhed.
I dag er jeg tilbøjelig til at forklare, undskylde hendes opførsel. Hun havde det jo ikke nemt, var selv i krise og drak alt for meget. Men dengang mærkeds hendes ord som en stålbørste trukket hen over min kind. Som en velplaceret snotklat, klam og klæbrig og umulig at få af. Og jeg husker, at min ulykkelighed et øjeblik forvandlede sig til rødglødende vrede, for hvad fanden vidste hun om, hvorvidt min smerte var forkælet, forkert, hvordan kunne hun, der selv sad i sin sofa og smægtede i triste naturserier og rigelig rødvin påstå, at jeg var en sorgens snylter, en hystade, en selvoptaget sultekunstner? Var min sygdom skyld i fuglenes død, måske? I hendes alkoholmisbrug?
Uanset hvad, så tænker jeg tit på hendes ord og på, hvor hadefuldt, hendes ønske var. Men med Vinterbergs introduktion af begrebet “posttraumatisk vækst” vil jeg nok mene, at ydmygelsen, ondskaben dengang, også vakte noget i mig. En voldsom vrede, en ægte lyst til – ikke at svine hende til, sådan som hun havde svinet mig til – men at gøre hendes ord til skamme. Ved ikke at dø, sådan som hun håbede, men ved at Leve med stort L, skrive og snakke og fylde og være. Jeg vil ikke påstå, at jeg ikke hellere havde været hendes perfiditet foruden, men når nu det var, som det var, så tror jeg, ligesom Vinterberg, at det udover skrammerne og chokket også gav mig kræfter. Til ikke at dø, kan man sige, og det er da også noget.