Louise Juhl

For nogle år tilbage arbejde jeg som “praktisk” sekretær på et psykiatrisk afsnit. Det vil sige, jeg skrev ikke journalnotater, men satte ting i mapper, kryds i skemaer, når en opgave var udført. Rekvirerede patienttransport og lukkede pårørende ind og ud af den låste dør ind til afdelingen.
Det er en hel lille verden, der udspiller sig sådan et sted. Det er mennesker i berøring med det allersværeste, tab og traumer, men også der, hvor små mirakler finder sted. En ung selvmordstruet mor, der efter tre uger med den rette hjælp, bryder ud i latter for første gang i et år. Men det er en hårfin balance, for ikke alle indlagte ønsker hjælp. Den maniske arkitekt, for eksempel, der nægter at lade sig kue. han vil skide på samfundets rigide regler, han vil spille tromme og klæde sig ud som fugl Føniks: – Til helvede med normaliteten og den kittelklædte overmagt.
En ældre mand, forsagt og undseelig, kom igen gang på gang. Han ønskede kun eet, at få lov at dø, men havde sit hyr med det. Flere gange var han gået fra sit hus og ned til vandet og videre ud. Med al tøjet på og i håb om til sidst at forsvinde i bølgerne og aldrig igen se land. Men hver gang var der mennesker, der ønskede noget andet for ham, at få ham i land, og så endte han på afdelingen, drivvåd og ulykkelig over endnu engang ikke at lykkes med sit forehavende: at gøre en ende på sine lidelser.
Jeg ved, at den tyske filosof Hegel i sit værk “Retsfilosofi” skriver, at mennesket adskiller sig fra dyr netop ved at have evnen til at begå selvmord. At ønske sin egen død forlanger nemlig, at man forstår hvad døden indebærer. En endelig afslutning. Det, mener Hegel og med ham mange andre, er der ikke noget dyr, der begriber. De kan muligvis konstatere, at en artsfælle ikke længere bevæger sig, men derfra og til at slutte, at ubevægeligheden er for altid, at dyret ikke længere er et dyr, men et ådsel, mener Hegel og mange forskere er en evne, der kun er mennesker forundt.
Tanatologi hedder studiet af, hvordan dyr oplever døden. Jeg har skrevet om det før. Hvordan chimpanser tilsyneladende har en forståelse af, hvornår et gruppemedlem, de ellers har holdt afstand til, er død, og som de derfor nu tør nærme sig. Der er også observationer fra zoologiske haver, hvor en chimpansemor nægter at forlade sin dødfødte unge, men bliver hjulpet af en artsfælle, der tidligere har oplevet samme tab. Hun bruger sin tabserfaring til at lade den sørgende mor forstå, at det ikke hjælper at vugge og ae og sørge, tabet af ungen er uafvendeligt. det får mig til at tro, at Hegel måske overså, at dyr ved mere, end vi mennesker er i stand til at registrere, fordi deres erkendelsesform er en anden end vores.
Der findes talrige eksempler på dyr, der tager deres eget liv. Myrer, der ofrer sig for fællesskabet, fugle, der forsvarer deres reder med deres eget liv. men den slags selvmord skyldes jo ikke et ønske om at dø, men tværtimod: et ønske om at forsvare andres liv. Andre dyr bliver besatte. helt bogstaveligt, en parasit tager bolig i en myre, og ændrer dens adfærd så den kravler op på et græsstrå og lader sig æde af en ged, der således også får besøg af parasitten. En hårorm kan inficere en larve, der senere bliver spist af en fårekylling. Og inde i fårekyllingen tager ormen kontrol over insektet, tvinger det til at springe i vandet, drukne sig selv, for sådan har ormen det bedst. Nede i vandet.
Men er den slags selvmord at ligne med det, vi kender fra mennesker. Nej, siger eksperter, for det er jo ikke værten selv, der ønsker at dø, men en udefrakommende parasit, der tager bolig og besætter dyret, bruger det som en slags kamikazepiloter, i deres egen krig. Det er så at sige ikke fårekyllingen, der kaster sig i vandet, men hårormen.
Men kan noget lignende ikke siges at være på spil hos mennesker, som den deprimerede drivvåde mand, der gang på gang forsøgte at forsvinde. At ophøre. Var han på en måde – og undskyld hvis jeg kommer for skade at såre nogen, sige noget uforskammet, det er ikke min hensigt – vært for en sygdom, der tvang ham til at drukne sig selv. Var det virkelig hans ønske at dø, eller var det snarere et ønske at få det anderledes end det, han forbandt med at leve. Den unge triste mor, der kom ind med et ønske om at tage herfra, fik hjælp.
Ingen forskere tror på, at dyr forstår døden. Men jeg ved ikke, hvad der er at forstå. Det er derfor livet vinder i sidste ende. Fordi det forlanger den levende at forstå, hvad døden vil sige.
I guder, hvor jeg vrøvler. Det er bare tanker.
Den drivvåde mand lever for resten endnu. jeg så på ham på Vestre Ringgade for nylig med sin rygsæk og det lange skæg. Han var ikke alene.

PS: har du tanker om selvmord så kontakt Livslinjen på 70 201 201