Louise Juhl

Forleden blev jeg af en god kollega introduceret for termen “en grædebølle”. Ordet stammer fra det amerikanske “crybully”, der betyder en person, der bruger følelser og gråd som pressionsmiddel. Et menneske, der påtager sig rollen som offer, og dermed opnår en slags “medlidenheds-immunitet.” 
Jeg forstår godt min kollegas indvending, det er selvfølgelig ikke okay misbruge andres empati til at undgå kritik eller at fralægge sig ansvar ved at påstå sig udsat for et overgreb, det være sig fysisk, psykisk eller politisk. herhjemme kender vi nok udtrykket bedre som “krænkelsesparat”, som ifølge ordbogen henviser til en part, der er uforholdsmæssigt “tilbøjelig til at tage anstød.” 
Jeg anerkender, at den overfølsomme anstødelighed sikkert eksisterer rundt omkring. Rasmus Paludan har således flere gange hævdet sig udsat for forfølgelse, når han “bare” og “uden bagtanke” har påkaldt sig ytringsfrihed til at provokere religiøse minoriteter i landet. Det kan man kalde en crybully.

Alligevel reagerer jeg mod udtrykket. Måske fordi jeg selv er blevet mødt af lignende udtryk, hvis formål var at delegitimere min gråd og mine følelser. Det var længe før ord som krænkelsesparat, woke og crybully havde vundet indpas, så de ord jeg blev mødt med var “Tudefjæs” og “Flæbeabe” eller den mindre hårdkogte men så meget desto mere ydmygende “Nåå, hvor er det synd for dig, hvad?” For hver gang blev jeg i tvivl. Om modparten mon havde ret, om jeg i virkeligheden var overfølsom, hysterisk, urimelig. Om jeg burde skamme mig over at føle, som jeg følte.
Mundheldene stod i kø for at bakke mine kritikere op: “Det handler ikke om, hvordan du har det, men hvordan du tar’ det”. Jeg tog det tilsyneladende dårligt, dumt, forkert og barnligt, og skammede mig som en hund, der har skidt i sin kurv. Fy for helvede. En skam, der kun forstærkede min trang til at græde, både over den uret, jeg følte, der var begået imod mig, men også over den lede ved min egen gråd, jeg blev påduttet. 

Jeg ved godt, at det er svært at reagere på gråd, at det fratager muligheden for at rase og skælde, fordi den grædende kalder på trøst fremfor (muligvis rimelig) kritik. Og jeg kan heller ikke afvise, at det ind imellem har været baggrunden for mine tårer. At jeg har følt mig magtesløs og ude af stand til intellektuelt at matche min modstander, og derfor er faldet tilbage på gråden. Eller lad mig sige det sådan: For ikke at blive anklaget for at være en crybully eller krænkelsesparat, må jeg heller tage min mulige del af ansvaret. Men jeg tror ikke, vi kommer nogen vegne ved at kaste begreber i hovedet på hinanden, privilegieblind og magtfuldkommen på den ene side, og krænkelsesparat, woke og crybully på den anden side. For begreberne bliver alt for nemt en erstatning for samtalen og forsøget på at forstå og nærme os hinanden. Ved at klistre mere eller mindre ydmygende etiketter på hinanden graver vi i mine øjne bare grøfterne dybere, den krænkede kan med god ret føle sig udstillet og umyndiggjort ved at blive kaldt krænkelsesparat. Og den, der udpeges som krænker eller privilegieblind, føler sig på samme måde sat skakmat, fordi ethvert argument kan afvises med henvisning til den privilegeredes manglende evne til at se og forstå tingene, som de virkelig er. 

Jeg modtager ind imellem beskeder fra folk, der mener, jeg er ynkelig, patetisk. At mine mange forsvar for følsomheden er til grin og udtryk for en særligt klæbrig form for infantilitet. Nogen vil måske kalde mig for en crybully. Ja, måske var det derfor, jeg reagerede på min kollegas opslag. Fordi jeg følte mig ramt. Og fordi jeg (det var helt sikkert ikke kollegaens hensigt!) følte mig sat til vægs og udstillet som en, der bruger min følsomhed til at manipulere mine omgivelser med.
Lad os bruge sproget til at komme hinanden i møde, ikke til at pege fingre og udskamme. Jeg græder ikke for sjov. Jeg skriver ikke for sjov. Heller ikke for at manipulere eller jorde nogen, men fordi jeg er et menneske, med alt hvad det indebærer af fornuft og følelser.