Louise Juhl

Man kan tie så længe, at man næsten glemmer, hvordan det er at tale. I stedet bider man i en sten, eller sluger en klump vat for at dæmpe et skrig.
Lad os kalde den en fiktion. Det øjeblik, hvor han snører sin støvle og sparker mig. Så hårdt, at jeg et øjeblik mister bevidstheden. Ikke længe men nok til, at jeg fra da kender mørket. Kender til fordelene ved at spille død, ligesom soldater spiller døde for at undgå fjendens angreb, kugler. Usynlig, pist-væk-borte.
Lad os sige, at du så ofte har hørt, at det er noget du finder på. At du fordrejer sandheden, forvrænger den. At du er urimelig sart. At du til sidst tror på det. Det var jo ikke så slemt. Dengang du kastede op, fordi han tvang dig til at stikke hovedet ned til hans bagdel, mens han slog en prut. Det var jo bare for sjov, haha. Ligesom kasettebåndene, han ødelagde, fordi han ikke gad høre på din lortemusik. Drengestreger, kaldte de det, og ærlig talt: Lone Kellermann var sgu da også lidt anstrengende at høre på i længden, var hun ikke? Se venedig og dø!
Lad os sige, at du ender med at tvivle. På alt og mest af alt dig selv. For kaldte han virkelig tiden med anoreksi for “dengang du var syg i hovedet,” eller er det bare noget, du finder på? Er ikke ok at smide “åh føler du dig nu krænket?”-kortet, når du forsøger at få ham i tale. Har han ikke ret til at afslutte en skriftlig sviner med tilføjelsen: “og du behøver ikke svare et eller andet om, at du er såret. Fri mig for dit frelste pis.”

Har den slags adfærd ikke et navn: Psykisk vold?
Eller er det mig, der er sart, krænkelsesparat. En crybully. En tudetøs?