Louise Juhl

Der er kampe, man med glæde stiller sig op for at udkæmpe. Og så er der dem, hvor man tøver en kende, fordi man ved, at det kan have omkostninger. Til de første hører at kæmpe for hjemløses vilkår, bedre kræftbehandling, flere penge til psykiatrien. Ingen ved deres fulde fem vil vel reagere negativ på den slags, at kæmpe for de svageste, de syge, de udsatte.
Det er straks værre, når det, man vil slå til lyd for, kan virke provokerende – måske endda på ens egne familie, venner, kolleger. I går havde jeg den kæmpe fornøjelse at høre Maja Elverkilde fortælle om sit liv og sit forfatterskab. Jeg havde inviteret hende til Dansk Talentakademi for at undervise mine elever på forfatterlinjen, og det var i den forbindelse, hun holdt oplæg på biblioteket.
Det var en gribende time, Maja fortalte om at flygte til den svenske vildmark. Bogstavelig talt, hun havde mistet alt, et ægteskab, sin lyst til at skrive, ja til at leve. Alt i hendes krop gjorde ondt. Og så tog hun til Värmland med sin 2-årige søn uden nogen plan og uden andet mål end at komme væk. Fra alt det, der ikke fungerede, ikke virkede: otte til fire job, betonmure, køb-og-smid-væk, friserede plæner. Ti år levede hun sådan, før hun – af hensyn til sin søn – flyttede tilbage til byen. Ti år, der var hårde og travle og fulde af tvivl. Men også af frihed og lykke og en følelse af at gøre ting af lyst fremfor af nød.

Jeg nævner Maja, fordi hun – konfronteret med en kulturmedarbejders udsagn om, at “det er hos kunstnerne vi skal finde fremtidens løsninger” – overraskende nok tøvede. For Maja brød sig ikke om at sætte en bestemt befolkningsgruppe op på en piedestal, det uanset, om der var tale om præster, forskere, konsulenter eller kunstnere. Hun foretrak derimod en flad struktur, hvor alle havde samme relevans og fik samme taletid. At alle fik mulighed for at byde ind med deres særlige kompetencer. Tømreren med sin håndværksmæssige kunnen, bageren med sin. Pædagogen kunne lære os lytte, og lægen hjælpe gennem sin medicinske fagkundskab.
Billedhuggeren kunne bidrage med buster og forfatteren med sine ord.
Alene kan vi ingenting, sagde Maja, men sammen kan vi det meste.

Jeg blev voldsomt rørt. Og følte mig også talt til, for lige netop det med hierarkier og piedestaler har altid været en torn i min sko. Jeg har det svært med dem. Allersværest har jeg det dog med dem, der påstår at de ikke findes. At hierarkierne ikke findes, altså. At der eksempelvis ikke længere eksisterer en ulighed mellem kvinder og mænd, der er værd at tale om. At der ikke findes sociale klasseforskelle af betydning i Danmark. Og – her brænder jeg måske nallerne – at der ikke findes et hierarki indenfor mit eget fag: Litteraturen. At alle forfattere er lige og har samme adgang til udgivelser, medier. At forlagene alene vurdere ens litterære kunnen uden så meget som at skele til netværk, personlig gennemslagskraft, uddannelsesbaggrund og så videre. At samme manuskript, indsendt af to forskellige forfattere, en kendt og en ukendt, har samme mulighed for at opnå antagelse hos et forlag. At der er præcis de samme muligheder for at at blive tilbudt oplæsningsarrangementer, foredrag, få taletid i medier, anmeldelser i dagblade.
Som en (etableret og anerkendt) kollega engang udtalte: “De, der påstår, at der ikke findes et litterært hierarki er dem, der befinder sig øverst i det”.

Min fars onkel havde sin egen isenkræmmerbutik, men havde egentlig altid drømt om et liv som storvildtjæger. Så da han lod sig pensionere brugte han en del af sin udbetalte aftrædelsesgodtgørelse til at rejse til Sydafrika, her fik han fik kontakt til en velhavende boer, fik logi på hans farm. Han blev kørt rundt i Jeep og fik lov at nedlægge en antilope med et lånt gevær.
Hjemme igen kunne jeg ikke lade være at spørge, om ikke det havde været svært at finde sig til rette i en virkelighed med apartheid. Om ikke han havde haft det skidt med at lade sig opvarte af tjenestefolk, spise god og rigelig mad, mens størstedelen af befolkningen levede i ghettoer og på sultegrænsen?
Min fars onkel forstod simpelthen ikke mit spørgsmål: Der var ikke noget apartheid i Sydafrika, insisterede han. Alle de ansatte på storvildtjægerens farm var glade, de fik rent tøj og mad og en seng at sove i. Alle havde det godt, ingen led nød!
Han havde jo selv set det med egne øjne: – Og det er mere, end du har!, satte han trumf på.

Jeg nævner det, fordi det minder mig om min kollegas udsagn om, at man næppe får øje på et hierarki, hvis man selv sidder solidt placeret over midten. Man for ikke øje på de sultende, når man sidder på verandaen hos en velhavende boer. Man får ikke øje på udskamningen, hvis man selv er heldig at gå fri. Man oplever ikke kønslig ulighed, hvis man tilhører et køn, som uligheden ikke rammer og ikke social uretfærdighed, hvis man tjener 60.000 kroner om måneden.
Derfor var det så vidunderligt at høre Maja tale i går. Fordi hun taler for en verden, hvor vi ikke ophøjer nogen, fordi det næsten altid betyder, at nogle andre tillægges mindre værdi. Hierarkier har det med at være til størst gavn for de, der befinder sig på toppen af det.
Derfor: Kunstnere er ikke større eller bedre sandhedsvidner end en tandlæge eller et postbud. De, der lever i vildmarken er ikke mere autentiske eller geniale, end dem, der lever i Nordvest. Jeg er ikke en skid mere bevendt i verden end alle andre. Det er ikke en skam, det er heller ikke et problem. Det er en gave. For det betyder, at i stedet for, at verden hviler på ti kloge hoveder, så hviler den på 7 milliarder!
Alle med vidt forskellige kompetencer og bud og bidrag. Og det er røvfedt.
Tak, Maja!!

Det er vidunderlige Kathrine Sørensen Bech fra Holstebro Bibliotek, der så smukt flankerer Maja.