Isabell II

by Louise Juhl Dalsgaard

Og det bliver mandag og hun koger æg til morgenmad. Syv minutter koger de, æggene. Så stiller hun ét æggebægeret, og lægger de resterende to i vindueskarmen. To stykker knækbrød med et tyndt lag smør, en kop te og det dampende varme æg udgør morgenmaden. Radioen spiller klassisk musik og vindens svage susen supplerer med beroligende rusk i klitterne. Hun ved, at hun senere skal ud for at handle, hun ved at hun skal afhente to bøger på biblioteket og hun ved, at det er mandag og således tid til foretage den ugentlige opringning til sin fætter i København. Et stiltiende offer hun bringer, for at sikre sig mod hans indblanding i øvrigt. Derfor nyder hun i særlig grad vindens rusken og klitternes vidder mandag morgen. Med æg og te og dosmersedlen på bordet.

Tirsdag er bagedag. Her lægger Isabell kerner i blød når hun vågner, og koger grød af resten som hun spiser til morgenmad. Når hun har spist, tager hun sin husholdningsspand, laver en tynd sulfoblanding og vasker vinduerne på vestsiden af huset. Først indendørs og så udendørs. Før hun går tilbage til huset og de udblødte kerner, står hun et øjeblik med lukkede øjne og nyder havets ublide brusen. Hun mærker sandet i kinderne og kulden, der langsomt trænger gennem huden og farver hendes fingre hvide. Gør dem følelsesløse. Så går hun op ad trapperne til huset og kernerne. Hun ælter og former og venter på hævning, triller tolv boller og sætter dem i den forvarmede ovn. Stiller uret, skyller fingrene og venter på urets ringen. Nyder imens varmen fra ovnen og den stille snurren i fingrene, der atter får liv. Så ringer uret og bollerne stilles på en rist: Tolv minutter er gået og tolv boller står på risten. Sådan holder Isabell styr på tirsdag, kerneboller og vinduesvask.

Onsdag er det de østvendte vinduer, der vaskes. Først indendørs, så udendørs. Og hun går ned til vandet og lukker øjnene indtil fingrene igen bliver hvide og stive af kulde. Så går hun tilbage, hælder den brugte sulfoblanding i toilettet og trækker ud. Tænder for radioen og hører onsdagsmatiné. Hun drikker sin te og ser ud af vinduet med udsigt til klitter, marehalm. Isabell sukker, vender sig mod dagens øvrige gøremål og savner et kort øjeblik Inge Maries dufte og lyde, som hun dog hurtigt ryster af sig.

Torsdagene er de værste. Her skal der handles ind og hun ved, at hun må påtage sig imødekommenhedens ansigt. Hun må frisere håret og hun må tage snørestøvlerne og den armygrønne parkacoat på, selvom det er næsten umuligt at cykle i. Hun gør, hvad hun må: Først fiskehandleren og ”goddag, goddag, ja så er det torsdag igen. Ha-ha, ja som tiden dog går”. Og hun synes, at de stirrer på hende og hun er lige ved at græde af skam, mens hun gør sine indkøb. Smiler og leger med. Ånder tungt, da hun lukker butiksdøren bag sig. Så cykler hun til det lille supermarked, hvor hun køber mælk, mel, kartofler, pålæg. Og hun går mod kassen: ” Ja, det er så mig igen”, smiler hun. ”Det er nok ingen overraskelse, det er jo torsdag”, ler hun nervøst, og så: ”hvor meget kan det så beløbe sig til idag”. Isabell betaler, pakker varerne og skynder sig tilbage til cyklen. Holder så fast om styret, at fingrene gør ondt.

Om fredagen puster hun ud. Glæder sig over, at det ikke længere er torsdag. Lytter til radioen, støvsuger gulvene og vasker tøj. Nynner, mens hun lægger det nyvaskede tøj sammen, fold mod fold.

Weekenderne er et helvede. Isabell ser Dem. De andre. Med partner og hund og nyindkøbt overtøj. Hun hører hilsnerne gennem klitterne, hundenes gøen og ser den ivrige trafik ind og ud af bilerne. Hun ser og hører, men mærker intet. Udover afstanden. Den kærlige og grusomme afstand, der holder hende udenfor, og som hun holder sig udenfor.

Det bliver mandag og hun koger æg til morgenmad. Syv minutter koger de, æggene.

Og hvis hun er heldig kommer der kort fra Kenya i dag.