Louise Juhl

Engang havde hun en plan. Punkter og krydser; x-akse og y-akse som tid og indhold. En opadstigende kurve med et klimaks, et punkt, et sted, en koordinat. Det var så det. Et kryds på en kurve, en vektor, et blindforsøg.
Tabt af syne måske, punktet, men ikke spildt. Hun havde troet på dét. Eller på kurven. På koordinaterne. På noget. Tiden var gået, og det var dét, der talte. Tiden med troen eller troen på troen eller tiden. Der gik.
Eller?

Hun lever, gør hun ikke? Eller: hun lever, hun trækker vejret, og så lever man, gør man ikke? Hun trækker vejret og hun lever, men hun kan ikke mærke det. Livet. Eller hun ved ikke, hvad hun skal mærke. Forstår det ikke. Livet. Forstår ikke at mærke, ikke at leve. Eller også gør hun, forstår bare ikke, hvad det er hun skal forstå.
Hun trækker bare vejret, lever.

Måske skal hun ikke mærke, måske skal hun trække vejret. Ind, ud og helt ned i maven, siger de. De andre, de levende. Træk vejret ned i maven, fold dig ud, mærk efter. Siger de. Og hun trækker og trækker og maven bevæger sig ind og ud, hun stiller sig foran spejle, retter sig op og hvisker “jeg er, jeg er til”, og puster ud. Føler sig mærkeligt flad og tænker, at det måske er sådan det er, at være i live. Lidt fladt. Lidt spejling og hvisken. Fladt i hvert fald.

Lidt som en sø, tænker hun, bare ikke med spil af sol i spejlinger, ikke med krusninger på overflader, kun fladt og hviskendle. “Jeg er til”.