Louise Juhl

De går bag om hendes blik og stjæler hendes øjne.

Hun står ved cafebordet med afvisende ryg: ”Kom endelig nærmere, så jeg kan vise, hvem jeg ikke er”. Smiler indladende for at vinde noget tilbage.

Noget. Noget som i ”en duft af nakke”, ”en perle af latter”. Noget, som i en sekundkort interesse: ”Undskyld, er du færdig med avisen?”. Et blik der fæstnes og en hånd, der rækkes frem mod avisen.

Man lærer at være nøjsom, og man lærer at være nænsom. Mod fremstrakte hænder og glidende blikke. Lidt har også ret.

Man lærer at spinde, når man er nøgen: ”Ja, jeg er færdig med avisen. Der står ikke noget, jeg ikke kunne have været foruden. Vil du låne den?”

Man lærer at håbe på et ja.

Så står hun der. Ved bordet i cafeen, uden sin avis.

Nipper til kaffen, retter på frisuren, ranker ryggen og går .

Hun tager sine øjne med sig ud.