Louise Juhl

at kunne gå i slåbrok til klokken tretten, lade puderne ligge som de lå og købe ting, man ikke har brug for, at nyde og skide på at yde, at drikke øl til sin frokost og ryge tjald før man sover, at leve på en sten eller mindre og ødsle sin manglende formue ud på umiddelbare tilfredsstillelser, at lade hånt om en pension man alligevel aldrig vil få glæde af, og i stedet køre flere hundrede kilometer for at få et sekundkort glimt af vesterhavet midt på ugen, sgu, og – måske allervigtigst – nægte at undskylde for alt det lort der ligger bag, pakke forståelsen ud af glas og ramme og endelig vide, at det ikke handler om at tilgive eller andet forlorent følepis, men om nogle virkeligt, virkeligt lede vilkår, og derfor lukke øjnene

for at se en meget lille mand, en tommelfingerstørrelse af et menneske, der hopper op og ned, med en mund der åbner og lukker sig og arme, der fægter vildt i luften, og bare lade den lille mand være lille, mens man vinker til ham og går