Louise Juhl

og så den længsel, der ligner et spøgelse, et skab der åbner sig selv og ud kommer ansigt på ansigt på ansigt, små kuglerunde gennemsigtige spejle, næsten-øjne, der glor gennem vand og smiler (kan de overhovedet det? smile?), og der smiles tilbage for det har man lært: at hilse pænt også på det, man ikke tør se i øjnene, goddag lille spøgelse, hvad vil du så skræmme mig med i dag, spørger man, og det virkeligt uhyggelige er, at der ikke er nogen, der svarer