Om ulve vol.1
by Louise Juhl Dalsgaard
Kunne man tænke sig ? At ulven lærte Peter. Ikke at råbe:
“Ulven kommer!”
For efterfølgende at æde ham?
Kunne man tænke sig ? At ulven lærte Peter. Ikke at råbe:
“Ulven kommer!”
For efterfølgende at æde ham?
You must be logged in to post a comment.
Joh, det kunne man vel godt tænke sig? Ulven ville jo blive mæt, og vi andre ville atter kunne få ørenlyd. Hvis ulven så valgte at påtage sig en ny undercover-identitet, som eksempelvis Kilroy, kunne den alligevel sætte sin autograf rundt omkring, nu hvor den havde skaffet sig af med sin konferencier.
Møder man en rygsækturist på sin vej, vil jeg opfordre til agtpågivenhed, især hvis vedkommende smiler sødt, og præsenterer sig “Virginia”. 😉
@Gaffel. Ha, ha. Skal jeg ihvertfald huske. Tør heller ikke se topgun mere nu…
@ballast. En elev vi engang havde på min tidligere arbejdsplads blev af en kollega bedt om ikke at skære rundstykkerne over om morgenen.
“Det kan du selv gøre”, sagde hun, hvorefter de opdelte rundstykkerne i 2 portioner, de så lovede hinanden ikke at skære over.
Mon det er sådan, ulven har tænkt ?
ja
(altså til Ballouet’s spørgsmål) 😉
@penpal, haha genial lille anekdote! Jeg fanger ikke din henvisning til Topgun forresten.
Ballast: Jep. Sådan er ulve nemlig.
Elsker dine Peter og Ulven filosofier!
Space: Og jeg blogkrammer lige dig helt vildt, for dine søde ord!!!
Et knusende replikskifte.
Hø – hø…Han leger gør han, ham Gaffel. Med ordene…
Kiss, hug and harmony for you as well, dear friend 😉
Oh tak i lige måde, her i din nye krambod.
Og han fortsætter hvor han slap, gør han 😀