Louise Juhl

Der findes to slags vrede, eller der findes tusinde, men jeg vil holde fast i to slags, det er Ingers vrede og det er Ursulas vrede, der er en verden til forskel og en død tilfælles, so to speak.
Hos Inger er der en rytmiske trance, der fører mig (læseren) lige lukt i helvede: vi starter med solsikke og sommerregn og ender i syrenstorm og sandhedsforlis, og det er så smukt undervejs, hele vejen, lige indtil det ikke er smukt længere. Eller: lige indtil det er så helvedes smukt, at det gør ondt, mere ondt end godt (eller måske mest godt, men også meget, meget ondt)
Hos Ursula starter vi (læserne) med at få kaffen i den gale hals. Vi hoster og harker os vej gennem den ene mere urimelige selvmodsigelse efter den anden, og spiller stangtennis med vores egne øjne som bat. Vi virrer konstant med hovedet som forvirrede fugle, forpjuskede og fjamske, og så pludselig sidder vi igen og tager kaffekoppen op til munden for at tage en slurk. Og vi forstår ikke hvorfor, når nu vi ved at den ender i den gale hals, kaffen, men af en eller anden grund er det ok. Ja af en eller anden grund er det hos Ursula selve meningen med kaffe: at den skal gale i halsen som en hane.