Louise Juhl

det var denne her drøm, hvor jeg var med min ældste bror til en rockoperette på Nordkraft, en ung fyr havde hovedrollen, han sang så betonvæggene blev sprøde af manglende rumklang, og jeg blev fuldkommen blown away, ikke af ham men af den fuldstændigt idiotiske idé at opføre Bølle Bob som musical i en rustik arbejderby, og den endnu mere idiotisk fede oplevelse af, at det lykkedes, at det blev præcis så mørkt og grimt og selvmodsigende som den slags skal være, hvis det skal være, og min bror tog bilen og kørte hjem, han ville ud at løbe på et militæranlæg [hvorfor? fordi!], mens jeg blev siddende på Nordkraft og så den unge hoverolleindehaver vandre omkring med røvsmilende oversizebukser og kasket og være så glad, så glad, at jeg også blev glad af hans glæde, det hele var  helt vildt dejligt [udover at der lå kirsebærsten overalt på gulvet, halvt afgnavede og pænt ulækre, men hey – det var jo Aalborg, her spytter man, som man vil], nåmen til sidst lukkede Nordkraft og jeg skulle hjem og jeg ringede til min bror og bad ham hente mig, men han havde set en større mening med noget [livet, tror jeg han sagde] og smidt nøglerne til bilen væk, så jeg måtte gå hjem, ja gå, og der var sindssygt langt og det var op ad bakke og for hvert skridt jeg tog blev jeg en tiendedel milimeter kortere, almindeligt slid, og der var virkelig langt hjem, gruset sled ekstra på højden og drøjden, jeg kunne regne ud, at det ville blive en lang tur og at jeg ville blive meget lille før jeg nåede hjem, til sidst var jeg slidt så meget, at min højde svarede til stenene på grusvejen, og hver eneste skridt blev en bestigelse af et bjerg, et grusbjerg, det var uendeligt og med lidt beregning kunne jeg se, at det ville tage mig firehundrede lysår at nå hjem, firehundrede, til den tid ville jeg være død og så lille, at ingen ville bemærke mig, uanset om jeg var her eller der, så jeg kravlede op på en sten [jeg målte nu ca 0,5 centimeter fra top til tå], lagde mig på ryggen og gloede op på himlen og kunne ikke lade være med at grine, måske fordi jeg var så træt, måske fordi det var urkomisk, at jeg skulle ende mine dage på en grusvej med Bølle Bob som en sidste oplevelse in mente, måske bare fordi det er sådan vi gør, når vi har regnet det hele ud, vi griner og synger med på omkvædet.