T ⌡ T
by Louise Juhl Dalsgaard
Og for hvert skridt jeg tager, nager det retorisk i baghovedet ”Hvad kom først?” :
Foden eller ønsket om at sætte mig spor?
Og for hvert skridt jeg tager, nager det retorisk i baghovedet ”Hvad kom først?” :
Foden eller ønsket om at sætte mig spor?
Man kan spørge sig selv, hvor mange af ens handlinger, der er automatiske, og hvor mange, der er resultat af en bevidst tanke/vilje.
Vi ville nok ikke komme ret langt, hvis vi skulle tænke bevidst over hvert eneste skridt….
Har vi så overhovedet en fri vilje, eller er alle vore handlinger automatiske?
Tja, subjektivt set opleves nogle handlinger som frie, andre som tvungne/automatiske. Men objektivt set? Giver det overhovedet mening at se objektivt på en handling, med mindre den er 100% reflektorisk? Jeg tror det ikke.
Under alle omstændigheder kan vi ikke undvære subjektive begreber som skyld og ansvar, når vi skal beskrive et menneskes handlinger. Ellers er vi reduceret til robotter….
Kære Arthur:
Først og fremmest tusind tak for responsen.
Jeg er langt hen ad vejen enig: mit problem er ikke den automatiske handling, men måske nærmere den beregnede. Og skyld/ansvar/skam (over mulige egne bevæggrunde) kan af og til være så lammende, at man slet ikke bevæger sig, af frygt for, hvad skridtet vil afstedkomme, eller hvad det er afstedkommet af. Giver jeg eks.vis en hjælpende hånd – for at modtage tak? Og er den hjælpende hånd mindre “ægte”, mindre “objektiv”, hvis der er et (omend uformuleret og muligvis også ubevidst) krav/ønske/begær efter kærlighed/taknemlighed som bagvedliggende præmis? Så længe det hjælper, så…?
Jeg tror ikke på objektivitetens objektivitet. Et træ grønnes for at vokse, for at sprede sine frø. Er det udtryk for en objektiv eller subjektiv proces? På samme måde med den menneskelige natur. Vi grønnes, vi træder skridt, for at vokse, for at sprede spor. Er træet så mere objektiv i sin handling end mennesket, der handler?
Jeg er glad for dine overvejelser.
Tak for dit svar.
Men den med det “subjektive træ” køber jeg ikke. Subjektivitet kræver bevidsthed, handlinger, der ikke er udsprunget af et (mere eller mindre) bevidst valg, er ikke subjektive. At hævde, at et træ har bevidsthed/subjektivitet, er efter min mening at gøre vold på sproget. Det strider mod, hvad vi almindeligvis forstår ved ordet “bevidsthed”.
Bevares, det er da en smuk og poetisk tanke. Men træet er genetisk programmeret til alle sine “handlinger”, på samme måde som en robot er programmeret til sine “handlinger” af en computer.
Men anlægger man den objektivistiske synsvinkel på menneskelige handlinger, går det galt.
Jeg køber til gengæld ikke sprogets (som om sproget ejede en subjektivitet?) skelnen mellem noget objektivt og noget subjektivt. Bevares, jeg er så alt andet end naturromantisk og tilskriver ikke naturen sjæl eller hensigt. Jeg er til gengæld også ret kynisk ift menneskets “natur”: jeg tror, at vi i langt højere grad end vi selv tør/kan/vil erkende (og erkendelse er en subjektiv størrelse) handler udfra rationaler. Jeg tror, vi er genetisk programmerede til at søge tryghed, formering. anerkendelse, accept. Fuldkommen som hunden er programmeret til at søge efter mad før noget andet. Når jeg træffer et valg, er der altid en underliggende (kald det genetisk, kald det basal, kald det drift eller refleks) agenda, som jeg tror det er naivt mene, kun er den såkaldte naturlige naturs (træ, fugl) dagsorden. Jeg tror, at vi er mere natur, end vores subjektive evner magter at erkende.
Ovennævnte tekst er afstedkommet af en form for skam over netop at ville anerkendelsen, kærligheden, “betydningen” så voldsomt. At der dybt i den menneskelige DNA ligger et begær efter at overleve – i betydningen at overleve sig selv.
Jeg tror så, at vi iklæder os subjektive gevandter for at undertrykke sådanne behov. Skam og skyld er subjektive størrelser, og de er på mange, mange måder meget hensigtsmæssige – netop så vi ikke fraskriver os ethvert ansvar.