leppa.
by Louise Juhl Dalsgaard
[ Jeg græder ikke, fordi du tilbyder at trøste.
Det er indlysende. Er det ikke?
Græd jeg for at få din trøst, ville gråden være en appel forklædt som en dom, en sandhed forklædt som løgn.
Sådan er jeg ikke. Det er jeg da ikke.
Vel ? ]
Det er jo en interessant betragtning.
Er alle vore handlinger, gode som dårlige, i virkeligheden motiveret af selviskhed?
Findes den rene, altruistiske handling ikke? Er alle handlinger motiveret af begæret om kærlighed, sex og penge (groft sagt)?
Selv når vi opfostrer vore børn i kærlighed, er der da et gustent ønske om, at de kan tage sig af os, når vi engang bliver gamle?
Jeg tror, at de fleste motiver til “gode” handlinger er blandede. Man kan vel godt gøre en handling både i næstekærlighed og ud fra ønsket om, selv at blive behandlet godt til gengæld.
Men de “onde” handlinger er nok mest begrundet i selviskhed. Det er svært at tro, at der findes en ren ondskab som motiverende faktor. Djævlen findes kun som myte.
PS: hvad betyder “leppa”?
Jeg er så simpel: det er appel stavet bagfra 😉
(det er vel ikke som sådan dette, at alt er en blanding af selviskhed og altrusisme, der er problemet. Det er jo win-win når vi taler “gode handlinger”. Problemet er den kristne myte om, at den rene opofrende handling findes, og at alle “vi” andre således er syndere, drevet som vi er af både-og)