Louise Juhl

Hun kigger ind i stenen, hun drejer den i hænderne, varmer stenen. Og hun former den til en ganske lille kugle af uld, en garnnøgle, en hårbold. Noget hun kan smide op i luften og gribe og smide op og gribe og smide op og sluge.

Sluge og lade glide gennem halsen, synke stenen, som et skib med besætning, mand og mus, det hele, ned i maven hvor det kan rotere, hvor sand og uld og hår og garn og mand og mus, det hele kan ligge og skvulpe: Savnet efter sand, varmen under uld, grebet om et hårstrå, strikken om en hals, og mændende. Alle disse mænd der skvulper.
Hun kigger ind i stenen, hun drejer den i hænderne. Hun kan smadre og knuse med den sten. Hun kan mase insekter og kvase biller og hun kan sluge.

Ja hun kan sluge det hele, hud og hår og. Så kan det ligge og bundfælde sig, slå rod og spire som bambus i en grøft.

Resten kan hun ikke huske.