Agnes dagbog, side 23.
by Louise Juhl Dalsgaard
Kære dagbog,
Jeg er et menneske.
Jeg er et menneske, der skriver, at “jeg er et menneske”.
Jeg er et menneske, der skriver: “jeg er et menneske, der skriver, at jeg er et menneske”.
Det står så sort på hvidt.
Beviser det, at jeg ikke er en robot?
Ja, det gør det. En robot har (formodentlig) ingen bevidsthed om, at den er en robot. Den kan sikkert trænes til at ytre sætningen “jeg er en robot”. Men det betyder ikke, at den ved, at den er en robot.
Spændende, om robotter en dag får det, vi mennesker forstår ved bevidsthed.
Robotten svarer: “For at være en maskine, fordres tilsyneladende forudsigelighed, det vil sige: entydige svar på tvetydige spørgsmål”
Ja.
simulacra
pixeleret frostmåne
blegner i nat mod
højopløselig himmelskærm
hendes digitale krop
dirrer nervøst
under avatarens virtuelle kærtegn
mit rungende “måske!”
opfattes ikke af nogen
logisk binaritet
piano automaten lærer aldrig
at croone de blå toner
men for helvede
webwoman
du kysser flot
i 3D photoshop
“Måske” er robottens endimensionelle svar på flerdimensionalitetens evige udfording. “Er jeg til?”, spørger mennesket, “Måske!” svarer robotten. Måske.
“Måske!” er en flertydighed, som robotten kun kan rumme, hvis den styres af en kvantecomputer. Kvantemekanikken rummer både et udsagn og dets modsætning, og kun kvantet kan befinde sig flere steder på én gang
Robotten synes godt om kvantemekanik og om gode svar på tiltale 🙂
Robotten har lige læst en artikel i Weekendavisen forrige uge, om en dråbe, der samtidig er de ringe, den spreder. Kvantemekanik i håndgribelig størrelse. Måske er tvetydigheden bare en akavet form for entydighed eller omvendt.