Agnes dagbog, side 58.
by Louise Juhl Dalsgaard
Kære dagbog,
Jeg tænker på elefanter, på deres enorme fødder. Jeg tænker, at jeg er noget andet, et spøgelse måske, og at det er derfor, jeg hver morgen trækker et lagen over hovedet, som om det var hud.
Så klipper jeg et hul i huden. Så endnu ét, der hvor øjet kunne have været. Og går ud i verden, som om jeg var af kød og blod, hud og hår, som om jeg virkelig var til.
Kh
Agnes
Det er mig, der er spøgelset.
Den Hvide Dame i mandlig forklædning.
Ånden uden krop, monaden, der Mensch an sich, et væsen uden substans, der kun eksisterer i idéernes rige.
Jeg er Skyggen, der projiceres for fangerne i Platons hule, og som Andersen omtalte så hånfuldt.
Min verden er Tlön, Uqbar, Orbis Tertius, landet, der kun eksisterer på gamle landkort og omtales i artikler i enkelte udgaver af Encyclopedia Britannica.
Googler du mig (og det gør du sikkert), vil du finde, at jeg hverken har adresse, telefon eller familie. Kun en dræbersnegls slimspor på internettets motortrafikvej.
En prosaisk digterbønnespire, en illitterær nitwit, en persona non grata i det bukdahlske superstrengsmultivers.
Den ultimative artsie-fartsie. Med tryk på fart.