Louise Juhl

Vi bliver ved med at gentage de samme ord, som om de dermed får mere mening, som om de beviser sig selv ved at dukke op igen og igen i stadigt mere besværede udsagn:
”Det bliver aldrig det samme” siger vi. Hvilket det, hvilket samme?

Imens, et sted i en park i et mørke, lyser et rådyrs hvide bagdel, overbevisende som en fuld måne. Jeg finder ro i denne tilsyneladende sammenhæng mellem tidevand og røvhuller. Eller snarere: jeg forsøger mig med ord og betydninger, som to spejle i samme ansigt.