Louise Juhl

Det er det, at din tunge smager af børstet stål, at du tynger mig mere, end du tynger min krop, det er det, at du stirrer ud af vinduet og mumler et navn, der minder om mit, mens du tænker på dengang, du var barn, og brændte dig på den varme te.
Nu. Nu trækker jeg ud i toilettet for at købe mig lidt tid, jeg kan ikke huske, hvornår jeg lærte sådan at strække tiden, trække den, at vente på det næste, eller hvornår jeg afklædte mig EN krop og i stedet blev en KROP.
Du ryster på hovedet, da jeg kommer ned ad trappen, jeg behøver ikke at spørge hvorfor, for før vi tæller får, tæller vi stjerner og natten er ligeglad, det samme er jeg.