Louise Juhl

Pudsigt hvordan dét, jeg drømte, som var så vigtig: det overfyldte tog, og den langstrakte undren, som jeg ikke kunne placere, ankomsten, oversvømmelsen, havet så alt for tæt på. Pudsigt hvordan det er væk, mens kroppen, kroppen er stadig fugtig og i live.
Der er ebbe hos mig, stilhedens efterve, jeg har ikke fundet et sted at sove for i nat, men jeg tænker, at det er for sent. Nu.