Louise Juhl

Hvis nu hjertet fandtes, altså ikke den muskel, der hiver sig op og ned mellem menneskers ribben og påstår os i live, nej det der hjerte-der-rimer-på-smerte-hjerte, hvis nu det virkelig var, at det var til, dét hjerte, det dåne-røde dunkende dirrende hjerte, hvis nu det fik arme og ben og gik sig en tur gennem livet, lad os for nemhedens skyld sige, at det gik tur hér i “vores” liv, i “vores” træge dag-efter- dag-virke-lighed…
Jamen!, dér går det jo, hjertet, med blød hat og røde øjne, synligt forlegen, og tæller fliser, som om de gik op, fliserne, som om tværsummen af streger mellem disse fliser ganget med radius af planeten jorden, ville give summen af den regning, der skal betales, når alting engang gøres op, det bliver en stor regning, det er tydeligt, der er mange fliser og mange streger og det er hårdt for hjertet at tælle, det er virkelig hårdt og regningen bare stiger og stiger, bum-bum bum-bum, banker hjertet, bum-bum, siger det, da det når sekshundretusindethundredeogniogtredive streger…
Puhhh, det er hårdt at være hjerte, ja det er derfor det rimer på smerte, fordi des mere det går og slår og tæller streger og holder styr på det ustyrlige, derinde, (som nu Beates brune krøller og Helenes lille skelen eller Franz med de nuttede tæer), og jo mere det banker og svulmer og rødmer og kilder, jo større bliver den regning, der skal betales, når turen er slut, og derfor er bestanden af hjerte-rimer-på-smerte-hjerter på hastig retur, her i vores virkelighed, det er simpelthen for hårdt med alle de streger mellem alle de fliser, og derfor ender det med at gå i stå, det lille hjerte med den bløde hat, bum-bum!